Indlæg af Thomas Christensen

Du browser i øjeblikket Thomas Christensen’s indlæg.

Velkommen til Fuglenes Dag - foto Thomas Christensen
Velkommen til Fuglenes Dag – foto Thomas Christensen

På søndag den 31. maj 2020 er der åbent fugletårn.

Jeg vil befinde mig i og ved Kærgårdstårnet fra kl. 10:00 til kl. 14:00. Så mød op, kig på fugle og få en fuglesnak.

Mødested på p-pladsen nær tårnet. Adressen er Skørrebrovejen 4. Der er indkørsel til tårnet hvor Kærgårdsvejen udmunder i Skørrebrovejen. Der er mange småfugle omkring stedet og en fremragende udsigt over Vallensgårdsmosen. Rørhøg, Trane, Ravn m.v. vil vi sikkert kunne observere. Med lidt held måske både Lærke- og Aftenfalk.

Alle er velkomne. Det er (naturligvis) gratis at deltage. Tag lidt mad og drikkelse med. Vi må skiftes til at være oppe i tårnet, hvor vi kun må være omkring 8 personer ad gangen for at overholde afstandsbestemmelserne. Jeg har håndsprit med.

Vi ses i flot pinsevejr. Solen vil danse, vent og se.

Turleder er Eilif S. Bendtsen.

Fuglestemmekursus - foto Torben Hellebek
Fuglestemmekursus – foto Torben Hellebek

Giver det mening at deltage i samme kursus år efter år? For nogle kurser er svaret et oplagt ja. Det bekræftes af, at seks ud af 8 deltagere på årets fuglestemmetur var gengangere fra året før og alle fik stort udbytte af de tre dage med Kåre Kristiansen som vejleder. Helt som sidste år var vejret meget vekslende, med en del væde men også sol. De mere kølige perioder gav færre sangstemmer, hvilket var en fordel for os urutinerede lyttere.

Første og tredje dagen gik til Svartingedal, første dag med nedgang fra Kirkedalsvej, tredjedagen med nedgang fra Simblegårdsvej. Anden dagen var henlagt til Bastemose, hvor vi mødtes ved fugletårnet og derefter gik mosen rundt. Alt i passende Covid 19 afstand mellem deltagerne.

Fuglestemmer skal høres igen og igen – når man sikkert kan genkende nogle af stemmerne, kan de sorteres fra i den kakofoni, fuglesang oftest udgør, derefter kan man høre/lære nogle flere stemmer at kende. Derfor er gentagelse en nødvendighed – lige som det er en fordel at have en facitliste i form af et ”trænet øre” som ledsager. Når de ”almindelige” stemmer er lært, kommer træning i at høre variationerne i de enkelte fuglearters sang og også deres kald – Der er plads til mange læretimer endnu.

Som nævnt er det svært at ”fange” den enkelte fuglearts sang, fordi fuglene oftest synger samtidig. Kåres evne til at høre for eksempel en jernspurv, når syv andre fugle samtidig synger, overgås kun af hans evne til at få os andre til også at høre jernspurven, og hvis det glippede havde Kåre gode optagelser, der kunne afspilles og dermed give os et hint om, hvad vi skulle lytte efter. I løbet af de tre dage lykkedes det også at få hørt solosang fra Gærdesmutte, Bogfinke og Gransanger, og en duet med Havesanger og Munk, to fugle der har en del ligheder i deres sang. Det gjorde genkendelse betydeligt lettere.

Der lyttes efter fuglestemmer - foto Torben Hellebek
Der lyttes efter fuglestemmer – foto Torben Hellebek

En af deltagerne, Niels Jul Nielsen, demonstrerede en app, der kunne identificere fuglestemmer. App’en hedder BirdNet, fås aktuelt kun til Android. Projektet, der udvikler den: https://birdnet.cornell.edu/. App’en viste sig brugbar, og kan anbefales som hjælpemiddel, når man ikke har en erfaren ornitolog ved hånden.

Selv om fokus var på fuglenes stemmer fik vi også set Firblad og Bingelurt, og en lang række fugle, blandt andet Rørhøg, Lærkefalk, Grå fluesnapper, rødrygget Tornskade, Kernebider, trækkende Bramgæs, med flere. I alt kunne turlisten for de tre dage opgøres til 60 arter, hvoraf vi hørte de 53.
Det var en positiv oplevelse, at mange af fuglestemmerne umiddelbart kunne identificeres af deltagerne i år, og det gav plads til at fylde flere stemmer ind i hukommelsen.

Tak for tre gode lærerige dage, i smukke omgivelser og godt selskab.

Torben Hellebek

Nexø Sydstrand - foto Sune Riis Sørensen
Nexø Sydstrand – foto Sune Riis Sørensen

Torsdag mødes vi kl. 13 ved fugletårnet på Nexø Sydstrand.

Her kigger vi efter de sidste vadefugle på vej mod ynglepladserne nordpå. De er nu i smukkeste yngledragt og meget seværdige.

Herefter skal vi besøge et par ferskvandsområder inden turen via kirkegården går ud i det åbne terræn. På turen her er der mulighed for adskillige syngende arter. Der er nu “fuld plade” idet stort set alle vores trækfugle er vendt hjem fra vinterkvarteret. De forskellige biotoper giver da også chance for et bredt udvalg af arter.

Med lidt held vil vi også opleve lidt rovfugletræk i form af Hvepsevåger. Endelig ender vi igen på kysten hvor vi i fineste medlys vandrer tilbage til udgangspunktet. Mon ikke her også er flere gæs- og andefugle med årets afkom?

Husk at vi stadig skal færdes i grupper på under ti deltagere – så vi har sørget for ekstra turledere. Når du ankommer til det annoncerede mødested vi du blive bedt om at blive i bilen til turlederne har oversigt over deltagerantallet. Når den første gruppe er mindst 50 meter væk kan de næste forlade bilerne og starte på turen med deres vejviser. I hver gruppe skal der stadig holdes mindst en meters afstand til de andre deltagere.

Vi glæder os til at se jer til en spændende tur til syv biotoper syd for Nexø.

Mandag d. 20. april kunne man læse, at et par Hvide Storke havde parret sig – på taget af Aa Kirke af alle steder! Det er ikke sket siden 1890, at arten har ynglet på Bornholm og man nåede lige at tænke: ”Det er da ærgerligt, at vi ikke har en storkerede et godt sted”.

Kort efter ringer Klaus Hermansen. Han er sammen med David Nestved ved at arrangere bygning af en storkerede hurtigst muligt – og de har fundet et godt sted. Spørgsmålet er nu og DOF-Bornholm vil støtte idéen. Selvfølgelig! Både økonomisk og moralsk.

De Hvide Storke har åbenbart haft et godt år på vinterkvarteret i det sydlige Afrika. Her lever de i høj grad af græshopper og mon ikke de fleste husker billeder i nyhederne af enorme græshoppesværme? Mange har derfor overlevet den lange tur sydpå og er kommet tilbage i god foderstand. De storke vi ser stammer sandsynligvis fra den østlige bestand, som klarer sig ganske godt.

Mange ynglepladser har derfor været besat, da fuglene vendte tilbage og mon ikke de storke vi ser i år blot er fortsat nordpå og således nået Bornholm? Som det ses på DOFbasen, er der tale om op til otte fugle, som er set fouragerende sammen. Det er århundredets klart største tal og eneste registrering af mere end fem stationære individer.

At det er en ikonisk og folkekær art, skulle de næste dage med al tydelighed illustrere. Bornholms Produkthandel ville godt donere materialerne til redens basis og Michael Larsen lavede et flot stykke arbejde, så den faktisk fremstår som et vognhjul (som holder i årtier). Den store træstolpe reden hviler på ville Østerlars Savværk gerne stille til rådighed og da pilefletter Ane-Birgitte Sonne Bill hørte om projektet, stillede hun straks op og har flettet en flot rede sammen. Pilegrenene kom fra Anette Sonne og Arne Møllers have og halmen til at fore reden med er såmænd fra Thor Kures gård. Under halmen ligger et tykt lag spagnum, som Bygma sponsorerede. Ikke nok med det. De stillede endda deres lastvogn med lift til rådighed til opsætningen.

david forklarer
David interviewes til TV2 – foto Carsten Andersen

Mandag d. 27. april – blot en uge efter parringen – var alt klar til at blive sat på plads på gavlen af en ejendom ved Springbakkevej. De bornholmske medier var mødt talstærkt op og David fik lov af forklare om byggeriet til TV2. Nu sidder der altså en flot rede klar til de Hvide Storke, alle håber på, vil etablere sig her.

Giv agt - her kommer en storkerede
Giv agt – her kommer en storkerede – foto Carsten Andersen

Reden ses fint fra vejen lidt nord for Udkæret – ikke mindst hvis man har en kikkert med. Det er vigtigt at beboerne her ikke generes, så alle bedes holde sig netop på vejen! Vi er meget glade for at de lægger hus til reden og skulle gerne vedblive med at synes, at det er hyggeligt med en storkerede på taget.

Så er reden ved at være på plads
Så er reden ved at være på plads – foto Carsten Andersen

De Hvide Storke forsvandt, da vores vådområder blev drænet og opdyrket. Nu ophører driften på arealerne neden for Ekkodalen og vandet vender atter tilbage. Det må være signalet til, at arten atter slår sig ned som bornholmsk ynglefugl. Om ikke i denne sæson så inden for få år. DOF-Bornholm har i hvert fald gjort sit til at agere fødselshjælper. En Hvid Stork bliver gerne over 20 år, så hvis de først slår sig ned, kan vi se frem til mange gode år med denne seværdige fugl.

Så er der klar til indflytning
Så er der klar til indflytning – foto Carsten Andersen

Jeg vil gerne takke alle involverede. Såvel vores sponsorer som David og Klaus der lagt mange timer i projektet. Det er svært ikke at være en glad formand i en forening, der kan levere sådan et flot stykke arbejde på så kort tid.

Carsten Andersen
Formand DOF-Bornholm

Sundhedsstyrelsen er kommet med Beredskabsplan III som gælder fra 21. april i år. Der er nu givet grønt lys til atter at arrangere fugleture. Foreningen åbner derfor for deltagelse i vores planlagte ture rundt på Bornholm. Vi skal selvfølgelig tage vores forholdsregler for at reducere risikoen for smitte til det minimale. Du skal derfor ikke møde op hvis du har symptomer (selv lette) på sygdom og vi synes heller ikke du bør deltage hvis du er i en af risikogrupperne.

Vi skal selvfølgelig holde afstand til hinanden og ikke dele kikkert, teleskop eller telefoner lige som håndtryk må undlades. Der må selvfølgelig heller ikke deles bil med nogen uden for din husstand.
Se gode råd i forbindelse med udendørs aktiviteter på Sundhedsstyrelsen plakat.

Når du ankommer til det annoncerede mødested vi du blive bedt om at blive i bilen til turlederne har oversigt over deltagerantallet. Hvis der er mere end ni deltagere, bliver disse delt i flere grupper med hver sin turleder så vi maximalt færdes ti sammen. Når den første gruppe er mindst 50 meter væk kan de næste forlade bilerne og starte på turen med deres vejviser. I hver gruppe skal der stadig holdes 2 meters afstand til de andre deltagere.

Vi har sikret os at der kommer mindst tre turledere på hver tur.

Vi glæder os til at se jer igen i den Bornholmske natur!

Åbne referater fra bestyrelsens møder

Fra og med det første møde i den nye bestyrelse vil der ca. 14 dage efter hvert bestyrelsesmøde komme referat på vores hjemmeside. Det er en beslutning, som den gamle bestyrelse traf i efteråret.
Nu har vi haft vores første møde i den nye bestyrelse, og nu er referatet klar på hjemmesiden.

Frem til nu har referatet fra bestyrelsesmøderne været ret kortfattede, nærmest kun beslutningsreferater, som stort set kun gav mening for dem, som havde deltaget. Det har derfor ikke rigtigt givet mening at lægge referaterne på hjemmesiden. Åbne referater tilgængelige på hjemmesiden kræver en mere grundig gennemgang af baggrunden for drøftelserne og beslutningerne, og det vil vi nu gennemføre, i hvert fald indtil videre. Der kan selvfølgelig være punkter, som ikke tåler offentliggørelse, men det vil være ganske sjældent, og det vil fremgå af referatet, hvis der har været et “lukket” punkt.

Bestyrelsen håber på, at I medlemmer dermed får bedre mulighed for at følge foreningens og bestyrelsens arbejde.

Du kan læse referaterne ved at klikke her.

Som følge af sundhedsmyndighedernes anbefalinger er alle for-
eningens møder og ture midlertidigt aflyst!

Vi genoptager selvfølgelig vores planlagte ture, når det igen er uproblematisk, at over ti personer mødes udendørs. Følg med i nyhederne og her på hjemmesiden.

DOF Bornholm må desværre aflyse turen til Rø Plantage den 4. april 2020. Aflysningen sker for at reducere smitten med Coronavirus, COVID-19
Vi satser på at gennemføre en tilsvarende tur i april måned 2021.

John Holm og Merete Mortensen

Aftenekskursion i Pedersker Plantage - foto Kisser Olsen
Aftenekskursion i Pedersker Plantage – foto Kisser Olsen

Hanne og David havde lyst til at lave en aftentur med start fra Pedersker Jagthytte. Her havde David lavet et lille bål. Vi startede med at indtage den medbragte forplejning. Hanne fortalte lidt om de forskellige plantager og ugler. Vi skulle observere og lytte i Pedersker og Poulsker Plantage. Det blev faktisk ret spændende. For det første var det så mørkt, at vi af og til gik ind i hinanden (måske ikke så godt i disse coronatider), men pyt. For det andet så vi Ravn og hørte Solsort, Skovsneppe med knorten og pisten, Ringdue, Gråand, Grågås og en enkelt trompeterende Trane i det fjerne ved Ølene.

Fra Jagtvej gik vi forbi fugletårnet på Rømersvej og videre tilbage til bilerne ad Rævevej, hvor der ikke har været ræve siden 1988. Aftenhimlen var fantastisk her ude i skoven, hvor der ikke var generende lyskilder. Vi så Venus, satelitter og flyvemaskiner. Hans-Jørgen og Mogens fortalte lidt om de forskellige himmellegemer. Meget interessant.

Vi satte os så ind i bilerne og kørte ad en del skovveje øst for Ølenevejen, idet lederne mente, at der var chance for at høre en Perleugle. Og miraklet skete! Ikke mindre end 3 Perleugler sad og skrålede, så det kunne høres langt væk. På-på-på-på – 4 eller 5 tonet. Det er Perleuglens vigtigste lyd. Dejligt at vi var så heldige at finde dem på denne vindstille aften med 0 graders varme. Nogle mente, at det var på grund af den klare Venus, at perleuglehannerne gik helt amok. Hvem ved?

Et par Skovhornugler hørtes med den dybe karakteristiske HOO lyd. Så alle 10 deltagere var ellevilde med den fine afslutning. Aftenen sluttede ved 20:45-tiden. Senere fortalte lederne, at de havde hørt Perleugle nr. 4 ved Lindesbjerg Skovpart. Det bliver vist en rigtig fin Perleuglesæson som i 2018 og 2016. Åbenbart hvert andet år.

Tak til Hanne og David for en uforglemmelig aftenf(ugle) tur.

Eilif

Generel beredskabsplan for hele DOF

Dansk Ornitologisk Forening har fredag den 13. marts 2020 udsendt en beredskabsplan, gældende for hele DOF. Formålet med beredskabsplanen er at reducere smitten med Coronavirus, Covid-19. Dette medfører at:

  • Alle DOFs indendørs arrangementer og arrangementer, hvor man sidder tæt sammen i f.eks. en bus aflyses i de kommende 2 uger – frem til og med 26. marts 2020. Dette gælder i alle DOFs lokalafdelinger, fuglestationer, seniorgrupper, udvalg mv. i hele landet.
  • DOFs udendørs arrangementer (fugleture, hvor transport ikke foregår i større gruppe, men med f.eks. cykel eller bil) kan afvikles under hensyntagen til at man overholder de generelle anbefalinger. Dvs undgå fysisk kontakt, nys og host i ærme, vask hænder, hold afstand.
  • Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre om at tage hensyn.
  • DOFs sekretariat, Fuglenes Hus vil i videst muligt omfang sikre at telefoner og mails besvares. Vi vil gøre vores bedste for at levere god service for medlemmerne og være tilgængelige for offentlighed og medier. DOFs medarbejdere vil, i det omfang det er muligt, arbejde hjemmefra i perioden.
  • Naturbutikkens fysiske butik lukkes i de kommende 2 uger. Internetbutikken vil fortsat være åben og betjene kunderne via Naturbutikken.dk.

DOF vil følge myndighedernes anvisninger og løbende justere beredskabet op eller ned – afhængigt at hvordan situationen udvikler sig i samfundet.

Spørgsmål kan rettes til DOF’s direktør Sigrid Andersen på sigrid.andersen@dof.dk eller tlf. 3328 3800

« Ældre indlæg § Nyere indlæg »