Isfuglen, alcedo atthis, er min ynglingsfugl ! Jeg er meget betaget af dens ualmindelige smukke farver, og af dens hurtighed.
Isfugle – foto Joefrei, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons
Jeg lærte den at kende som Kingfisher, for jeg boede bogstaveligt talt midt i Okavango Deltaet i Botswana, for mange år siden. Et sandt eldorado for fugle – og gamelife elskere. Når vi sejlede ned ad floden, oplevede vi disse hurtige azurblå/ turkise “lyn”, der glimtende forsvandt mellem sivene. Den er en fremragende fisker, hvis man er så heldig at nå at se det!
Mange år senere, så jeg vores “egen” Isfugl på Kolding egnen, ligeså fascinerende, som den i det sydlige Afrika. Her på Bornholm er vi også så heldige at have den flere steder, man kan se den i Ferskesø, ved Skovly, i Rønne Sydhavn og Zartmannsvej Søen.
Men det kræver tålmodighed, at få den at se, har man det, bliver man belønnet med synet af denne smukke “fisker”, ja, efter min mening, lever den helt op til sit engelske navn, Kingfisher.
Lørdag den 8. januar bød ifølge vejrmeldingen på gråt regnvejr – dét til trods, troppede små 30 fuglefolk op ved Lumi Genbrug i Nexø kl 9 for at følge ungdoms-birderne Otto, Louis, Alfred, og Marius rundt på fugletur ved Nexø havn og Ferskesø. Efter en kort intro, gik vi langs Sønder- og Østre Flak ud mod Nexø havns opfyldningsområde. Undervejs så vi ud over havet efter spændende fugle. Det blev blot til hvinænder, toppede skallesluger, og -lappedykker, samt dykkende skarver.
Turdeltagere på Nexø Havn – foto Sune Riis Sørensen
På græsområdet bag Bofa lå en død 2k svane – var det knop eller sang?? – ja det sgu da lige tjekkes, men ved nærmere eftersyn viste det sig at være en klump hvid glasuld-isolering som var blæst fra Bofa og nu snød fuglefolk på stribe. Godt vi ikke nåede at indrapportere den til fugleinfluenza check.😊 Derefter gik vi omkring kanalen ved havnen og ledte efter isfugl og andet godt. Men havnen virkede ret stille og kun få måger stod på havnen. Sølvmåge og svartbag blev det til inden vi nåede opfyldningsområdet.
Alfred på opfyldningen efter tårnfalk og 10 snespurve er noteret i bogen – foto Sune Riis Sørensen
Her nåede vi ikke mange meter før Alfred spottede tårnfalk over fyldområdet og minsandten om ikke også hele ti flotte snespurve flaksede rundt om falken – super oplevelse for alle.
Turdeltagerne kigger efter Snespurve – foto Sune Riis Sørensen
Lidt tættere på vindmøllerne kom alle ret tæt på snespurvene og fik dem set rigtig godt i teleskoperne og Otto og Marius fik gode fotos.
Rastende Snespurve på opfyldningen – foto Marius Munk
Vi tog en runde på fyldområdet, hvor bagtroppen pludselig råbte ”hvid vipstjert” og alle får derefter denne atypiske vintergæst at se – hvid vipstjert ville nok ønske den havde været i Sydeuropa eller Afrika på nuværende tidspunkt. Fuglen var en ungfugl fra i sommers, kunne vi se på den tydelige ungfugletegning på brystet. Derefter gik vi tilbage langs vejen ved havnen. Følgende arter blev det til: Grågås, engpiber, snespurv, tårnfalk, hvid vipstjert, klippedue, hvinand, gråand, skarv, sølvmåge, svartbag, grå og skovspurv, toppet og stor skallesluger.
Grønbenet Rørhøne i Ferskesø – foto Louis K. Poulsen
Derefter gennemgik vi Ferskesø som bød på mindst fire grønbenede rørhøns, troldænder, grå- og knarænder. Turen gik derefter til rørskoven syd for, med gangbroen ud i rørskoven hvor der tidligere har holdt en flok skægmejser til. Dem så eller hørte vi ikke men Louis hørte hurtigt en kernebider og vandrikse. Samlet blev det til to vandrikser hørt og en luftkamp sås mellem spurvehøg og gråkrage.
Turdeltagere ved Nexø Sydstrand – foto Sune Riis Sørensen
Hjemturen rundede Nexø Sydstrand hvor solen nu badede både os og ænderne i det fedeste lys og derefter returnerede vi til p-pladsen. Så trods de lidt få fugle blev det til i alt 4,8 km gåtur (tak Kell Olsen for km-tælling) og en masse hyggelig snak og fuglekig.
Tak til alle fremmødte for en super tur og på gensyn i felten og godt nytår til alle fra Alfred, Otto, Louis, Marius og Sune.
Lige så længe jeg kan huske det, har blåmejsen været min yndlingsfugl.
Da jeg var barn blev jeg fascineret af den smukke blå farve og de flotte aftegninger. Desuden hører den jo også med i gruppen af de nuttede mejser, samtidig med at den også ser lidt fræk ud. Det var også dejligt at den var så almindelig, at jeg rigtig kunne studere den på foderbrættet, hvor jeg ofte så den parvis.
Om det skyldes de flotte grafiske aftegninger, eller den sjældne blå farve ved jeg ikke, men det har altid været forholdsvist nemt at finde diverse ting med blåmejse motiv. Så andre må også være vilde med den. Især min mor har været dygtig til at spotte mange forskellige ting med blåmejse.
Smukke blåmejser – foto Henriette Tøttrup
Min seneste gave er en halskæde med en blåmejse udskåret i træ, som jeg bærer ved særlige lejligheder. Jeg har også 2 blåmejser i glas, hvor lyset rigtig kan skinne igennem de smukke blå/gule farver. Til min 40 års fødselsdag fik jeg et stort maleri af en farveløs blåmejse, hvor farverne kun er omkring fuglen. Da kommer de grafiske aftegninger virkelig frem. Det synes jeg også er meget smukt.
Da jeg blev voksen lærte jeg så mere om blåmejsens biologi, og jeg husker tydeligt da en anden fuglekigger påpegede dens voldsomme temperament! Jo, det var da rigtigt nok, nu jeg tænkte over det. Men kunne jeg have en yndlingsfugl som er så hidsig? – for et eller andet sted så identificerer man sig jo med sin yndlingsfugl. Svaret er blevet et ja. Jeg er slet ikke i tvivl. For ved lidt efterrationalisering, så har mit eget temperament gennem årene udviklet sig i retning af blåmejsens 🙂 Den har altid været og vil altid være min yndlingsfugl.
Sidste DOF-Bornholm tur i 2021, var søndag den 12. december 2021. Traditionen tro (de sidste 5 år) med mødested ved Hasle Røgeri. Deltagerantal 35, heraf var der 3 ungdomsmedlemmer.
Turdeltagere spejder efter fugle langs kysten – foto Kell Olsen
Turen havde et antal stop langs kysten fra Hasle Flak ved Røgeriet til lidt nord for kultippen, hvorefter vi tog kursen gennem skoven til Bornholms Regionskommunes bygning ”Det Hvide Hus” på Fælledvej. Der blev set Skarv, Knopsvane, Svartbag (vores største og kraftigste måge), Stor Skallesluger, Hvinand, Toppet Lappedykker med mere. Det største scoop var dog da ungdomsmedlemmerne spottede en Dværgmåge, (vores mindste måge). Det er bare godt gået af vores dygtige ungdomsmedlemmer.
Der var også stop ud for de 4 stk. nyophængte Stor Skallesluger kasser syd for Hasle ved Klympen. Øen rundt er der nu kystnært i alt opsat 63 kasser til Stor Skallesluger og 4 til Hvinand.
Velkommen til “Det Hvide Hus” – foto Kell Olsen
Ved Det Hvide Hus blev vi godt modtaget af nissehue klædte Ida og Gerda. Vi blev budt indenfor, for at sætte os omkring nogle flot opdækkede og jule pyntede borde. Fik serveret varm gløgg og lune æbleskiver. Traditionen tro fik vi også sunget et par julesange.
Så synges der fællessang – foto Kell Olsen
En god julehyggetur med en fin afslutning i samvær med skønne fuglevenner.
Sæt kryds i kalenderen søndag den 11. december 2022, for da har vi på ny reserveret ”Det Hvide Hus”.
Det blev en tur med i alt 9 deltagere, som mødte trods regnvejr, 2 grader og hård vind.
De hårdføre DOFére. Der var stadig gang i morgenkaffen – foto Ole Pedersen
Eilif ledte turen som vanligt. Trods hans modstand mente vi at skulle starte som annonceret i Hagemyr, hvis nogen ville støde til der. Vi gik en tur til det meget højvandede Hagemyr, hvor vi måtte traske igennem 5-8 cm vand for at komme derud. Vi fik kun 3 fugle derude, Ravn, Knopsvane og Troldand. Så Eilif fik ret. Vi blev stoppet af en større oversvømmelse Derefter kørte vi ad Lille Myrgårdsvej, hvor der til gengæld var mængder af Bramgæs, Grågæs, Gråænder og 27 Sangsvaner. Så forbi de oversvømmede Smørenge. Her så vi Canadagæs, Grågæs og Sangsvane.
Havørn mobbes af krager – foto Victoria Johansen
Udkæret var jackpot. Den store oplevelse var 2 havørne, hvor den ene sad i en Poppel med bytte (måske en gås). Der var fine scenerier med en flyvende Havørn mobbet af Krager. Victoria var med og fik fanget det med sit kamera.
Udkæret havde ingen set med så meget vand før. Marken mod syd havde lige så stor vandflade som selve Udkæret. Heldigvis havde Hanne teleskopet med, for fuglene er langt væk fra skjulet. Udkæret var præget af de mange Gråænder, men der var også Pibeand og Knarand. En flok Stære lavede flyveøvelser, så Stæren er her stadig. En hvid Musvåge sad i læ og så til på de mange fugle.
Lørdag den 6. november 2021 mødtes 15 DOF folk til turen “Ekkodalens moser” på p-pladsen ved Springbakkevej.
Carsten Andersen ledte gruppen ned til det nye fugleskjul ved Udkæret, hvor vi bl.a. så Knopsvaner, Pibe-Knar-Krik-Grå-Ske-og Troldænder imellem mange gæs. Vi kørte videre til Kærgårds tårnet, hvor vi så Blå Kærhøg-Ravn og Musvåge. Vi fortsatte ind til Ekkodalen, hvor vi gik en god tur igennem dalen ned til Jægerhuset og tilbage igen via skovstien.
Trods overskyet og en frisk vestlig vind fik vi set og hørt 22 arter. En god måde at tilbringe en lørdag formiddag på, fugle og en pragtfuld natur.
Min glæde over fuglekongen – denne lillebitte, charmerende fugl – stammer tilbage fra min barndoms ophold på Christiansø. Lige fra jeg var helt lille, har jeg haft det privilegium at kunne være flere uger på Christiansø hvert år – sommer, efterår og forår. Og al den tid jeg husker, har der været fuglefolk på Christiansø. Og fuglefolkene har altid – ligesom nu – været rigtig gode til at fortælle os andre om øens mange fugle. Både de fugle der bor på øen og de, der passerer den og raster på den.
På den måde blev min interesse for fuglelivet på øen vakt. Man var jo også lidt stolt, når man tilbage i København kunne berette, at vi på Christiansø havde rugende edderfugle ved trappen til vores hytte, og at Græsholm altså var det eneste sted i Danmark, hvor de små runde, pingvinfarvede alke ynglede. Når jeg var på øen i efterårsferierne, var det især spændende at høre fuglefolkene fortælle om trækfuglenes lange ruter og få lov at kigge med, når nettene blev tømt og de små fugle ringmærket, inden de fløj videre på deres færd ud over Østersøen.
Jeg husker også de mange døde og kvæstede fugle vi fandt rundt omkring, når det havde blæst eller når fuglene var stødt ind i fyret – eller hvad der nu var sket. Men blandt den brogede flok af store og små fugle på øen var det fuglekongen, jeg holdt mest af. Den blev min yndlingsfugl.
Måske blev fuglekongen min yndlingsfugl fordi jeg holdt af historien om, hvordan fuglen ved hjælp af klogskab og list blev fuglekonge. Det var jo fordi, fuglene besluttede, at den fugl, der kunne flyve højest mod solen, skulle vinde titlen. De fløj alle op, og ørnen var den, der nåede højest. Men ørnen havde ikke bemærket, at en lille fugl havde sat sig oven på den. Denne lille fugl kom derfor tættest på solen, blev fuglekonge og fik solens farve som krone på toppen af sit hoved.
Men måske blev fuglekongen også min yndlingsfugl , fordi den har en meget stor nuttethedsfaktor og et evigt ”barnligt” udseende, og fordi den umiddelbart virkede så menneskevant og tam. Den hoppede jo foran os på stierne og flyttede sig knap nok, når vi gik forbi den. Det var jo besnærende og hyggeligt. Senere har jeg fået at vide, at de ”tamme” fugle nok snarere var meget udmattede efter de lange stræk, de havde fløjet.
Anyway – den lille, runde fugl, med de fine farver og solens farve på hovedet blev min barndoms yndlingsfugl. Og ingen anden fugl har siden kunnet slå den af pinden.
Opmærksomme forbipasserende personer kunne lørdag d. 16.oktober kl. 13 ved Dueodde Vandrerhjem have bemærket et hold på 8 målbevidste cyklister, bevæbnet med kikkerter, store smil og håbefulde blikke, der elegant svang sig i sadlerne for at påbegynde en ekskursion, hvis formål var at udforske agerlandets fugle på det frodige Sydbornholm.
Turdeltagere klar ved cyklerne – foto Kell Olsen
Der var naturligvis et lille håb om, at nogle gåseflokke havde slået sig ned på markerne omkring Dyndeby, Poulsker og Tjørneby, hvilket dog viste sig at være begrænset til et par mindre flokke af Bramgås og Blisgås. Til gengæld kunne vi til overflod nyde synet af Fjeldvåge, Musvåge og Rød Glente op mod den blå himmel i det klare solskin.
Vores to dygtige ledere, Jens Christensen og Hanne Tøttrup, havde tilrettelagt en rute, der førte os rundt i agerlandet ad smalle hyggelige veje og det skulle vise sig, at cykler er særdeles velegnede til denne form for fugleekskursion. Man fylder ikke så meget på smalle veje, man kan høre fuglene, mens man kører og det er nemt at foretage et hurtigt stop og straks have kikkerten klar til brug! Vi fik derfor også oplevet en hel del arter på turen rundt, bl.a. en hel del Engpibere, Rødhals, Tårnfalk, Tornirisk, Hvid Vipstjert og Rørspurv. Et par store stæreflokke gav en flot opvisning i sort sol og slog sig derefter ned på en mark, hvor en flok Viber rastede. På bredden af et lille vandhul stod der lidt overraskende en Pibeand.
Ved et T-kryds stoppede vi op og Jens Christensen fortalte om et forsøg med lærkepletter på den mark, vi stod ved. Lærkepletter er en betegnelse for nogle steder på marken, hvor man under såningen løfter såmaskinen, så der bliver en bar plet, hvilket man også havde gjort på den pågældende mark. Imidlertid blev marken tilsået med vårsæd og da Lærkerne ankom, kunne de ikke se nogen lærkepletter, da afgrøden endnu ikke var begyndt at spire og Lærkerne slog sig så ned på en anden mark, men…… da først afgrøden kom op og pletterne blev synlige, flyttede Lærkerne over til marken og ynglede der med næste kuld unger! Historien viser, at det ikke altid er lige nemt, når man vil give naturen en håndsrækning.
I samme øjeblik Jens var færdig med at fortælle, blev der råbt: ”Lærker” og sandelig, om der ikke var en flok på ca. 200 Sanglærker, der ivrigt rastede og fouragerede lige for næsen af os på den mark, hvor vi lige havde hørt historien om lærkepletterne!! Som nævnt var vi otte deltagere, heraf et ungdomsmedlem, nemlig Theodor. Resten af flokken havde passeret pensionsalderen – undtagen Thomas, som derfor også blev tildelt titlen som ungdomsmedlem.
Således opløftede af den fine tur enedes alle om, at det ikke måtte være sidste gang, der bliver arrangeret cykelekskursion.
Torsdag d. 2. september mødtes en lille snes fuglekiggere til fugletur med lokalafdelingen på P-pladsen ved Hammersholm. En god blanding af velkendte ansigter og ’trækgæster’. Vejret var upåklageligt; lunt, klart og stille.
Turdeltagere – foto Hanne Tøttrup
Over os boltrede svalerne sig i luften, mens de tankede op til rejsen til Afrika. Alle tre almindelige arter kunne ses her. Lige som der blandt deltagerne var flere ikke-lokale, viste det sig snart, at det var en stor aften for rastende Grå Fluesnappere. Arten sås adskillige gange på turen og fuglene præsenterede sig ofte fint siddende frit fremme på udkig efter insekter.
Også Rødstjert sås her og der, men ellers var en af de første bemærkelsesværdigt arter en Skovpiber. Denne satte sig usædvanlig fint til skue på tagryggen ved Hammersholm. Nærmest en miniudgave af en Sangdrossel og vi snakkede om det pudsige i, at det er Nordens tredjealmindeligste ynglefugl (med omkring 10 mill. ynglepar) når den noteres så sjældent på Bornholm.
Grå Fluesnapper – foto Carsten Andersen
Snart nåede vi den første af de store cirkelrunde bænke og benyttede lejligheden til at spise vores madpakker. Videre gennem den smukke gamle egeskov i Nørreskoven og siden udsigt til Langebjerg i selskab med en flok flinke køer og flere Grå Fluesnappere. Vi kom nu til området med de mange helleristninger og kunne bl.a. se de nyeste afdækkede, som netop har set dagens lys for første gang i nok 2500 år.
En Huldue strøg over og ved grundig gennemgang af pælene her opdagedes en Rødrygget Tornskade. En Tårnfalk fulgte os det meste af vejen og demonstrerede flittigt sine flyveevner. En fin art for de lokale da den jo ikke er hverdagskost her på øen. Mærkelig nok ikke en eneste Vipstjert – selv om de var blevet udlovet i turomtalen.
Tilbage mod udgangspunktet blev vi opholdt af en flok Halemejser, som vimsede rundt på tæt hold. Et par af vores gæster fra Nordjylland introducerede os for en glimrende tradition med servering af chokolade undervejs. Det bør vi overveje, om ikke vi skulle tage til os! Nærmest som en hyldest lod en Lille Flagspætte sig nu høre et par gange. Det var nemlig ny art for chokoladegiverne.
Vi sluttede med en af årets sidste Mursejlere ved P-pladsen og synes vist alle det havde været ulejligheden værd.
Min far var min natur-mentor. Fra jeg var barn, og senere teenager og nu voksen, og indtil min far forlod denne verden, var han den, der lærte mig om naturen. Lærte mig at se og lytte i og til naturen. Lærte mig at opdage, forundres og samtidig værne om naturen. Han var den, der gav mig den vidunderlige og enestående gave det er at holde af naturen – på den rigtige måde.
Derfor elsker jeg skove, strande, søer og moser og de dyr, der færdes i alle naturtyper: Fugle, insekter, padder, krybdyr og pattedyr. Men jeg må indrømme, at selvom jeg har haft mus, smaragdfirben, stålorme, fisk, leguan og undulater i bure, terrarier og akvarier, og selvom jeg både har nydt at iagttage rådyr, ræve og spidsmus i de tidlige morgentimer i en smuk forårsskov, eller fanget frøer og vandinsekter om sommeren i et sundt vandhul, eller løftet sten og gamle træstykker om efteråret ved skovstier for at finde insekter og krybdyr, er det fuglene, der har vundet mit hjerte.
Disse flygtige, fjerklædte, smukke efterkommere af dinosaurerne er mine favoritdyr, og de har givet mig mit livs bedste naturoplevelser sammen med min far, alene eller i selskab med andre ”fugletosser”.
Min yndlingsfugl
Alle fugle fascinerer mig, og i min verden var de alle lige dejlige, smukke og spændende, indtil jeg en kold vinterdag stødte på en flok små, dunede, hvide, sorte og lyserøde fugle med lange haler.
Halemejse ved Kærgård – foto Carsten Andersen
Det var en frostklar, vindstille formiddag i december måned 1966. Sneen dalede stille ned fra en lysegrå himmel som små bløde vattotter, og ved en lille mose omringet af unge, hvidstammede birketræer, så jeg dem. Der var 9 i alt.
Det var hele familien ”halemejse”, der stille kvidrede og fløjtede til hinanden. De var meget tillidsfulde, mens de hang der i grenene, nogle med hovedet nedad, andre mens de vimsede rundt på de yderste tynde, tynde grene, nærmest som akrobater i et fantastisk show opført i naturen med mig som tilskuer.
Jeg glemmer det aldrig. Jeg sendte et pift afsted til min far (vores måde at kommunikere videre til hinanden, at nu var der en naturoplevelse, som skulle deles), og sammen fik vi lov til at være vidner til dette smukke syn, og vi følte os begge meget heldige og meget glade. Sådan blev jeg ”hooked” på halemejser og deres forunderlige verden, for disse fugle er ikke ”kun” yndige, bedårende og nuttede, men de er også trofaste, sociale, familie-orienterede og kloge (sidstnævnte står for egen regning).
Halemejsen, som ikke er en mejse, men hører til sin egen familie ”halemejserne”, er en fugl på 15 cm, hvor halen udgør de 10. Den har et lille bitte næb, som har lige den rette størrelse til at fortære små edderkopper, insekter og birkefrø.
I Danmark har vi hele 2 halemejse-racer : Den Nordlige , med helt hvidt hoved og den Sydlige, der har et sort bånd over øjet til nakken. Ofte i fællesskab med deres voksne unger og andre familiemedlemmer skaber halemejser bløde, runde reder, der er forede med mos, fjer, lav og spindelvæv, så deres unger (8-12) kan ligge godt og rart. Halemejsefamilierne holder desuden sammen i små flokke, efter at ungerne er fløjet fra reden, og familiemedlemmer hjælper til med fodringen af den nye slægt. Jo, halemejsen er ikke blot en bedårende fugl, den er også en meget social fugl.
Halemejse ved Udkæret – foto Carsten Andersen
Om vinteren er fuglene endnu mere utrolige i deres omsorg for hinanden, da medlemmer af halemejse-familien sidder sammen og varmer hinanden, når frosten bider, og nætterne er kolde. Mange småfugle dør, når den nordiske vinter er hård, men halemejserne har fundet et system, der ofte kan redde slægten fra kuldedøden.
Jeg har siden min første oplevelse med halemejser tilbragt mange gode stunder i deres selskab. I Bastemosen har jeg jævnligt stødt på små flokke af pludrende halemejser. I Paradisbakkerne træffer jeg dem ofte sammen med musvitter, blåmejser, sortmejser og træløbere i de såkaldte ”Mejsetog”, hvor ligesindede frø– og insektspisende småfugle flyver sammen på fourageringstogter i vore danske skove.
I min sommerhushave i Ebeltoft har jeg endda haft fornøjelsen af halemejser ved foderbrættet, ivrigt guffende løs på fedtkugler i vintermånederne.
Ja. Sådan er det bare
Halemejsen er og bliver min yndlingsfugl, simpelthen fordi den er modig, social, spændende og bedårende.
