Adfærd

Du browser i øjeblikket arkivet for kategorien Adfærd

Pibesvane sammen med sangsvaner - foto Carsten Andersen

Pibesvane sammen med sangsvaner – foto Carsten Andersen

Søndag eftermiddag d. 14. april besøgte jeg Udkæret efter en lang dag i felten. Her stod bl.a. en fin flok Pibesvaner bestående af 32 individer. Det er ikke almindelig med større flokke af rastende pibesvaner her på øens og dette var faktisk den bare tredje flok på mere end en snes eksemplarer siden århundredeskiftet.

Det viste sig ved gennemsyn af flokken, at en af svanerne bar en gul halsring. Desværre puttede netop denne svane straks efter hovedet under vingen for at hvile sig. Jeg nåede således ikke at få aflæst halsringen. Der var ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed og se hvornår den vågnede.

Det gjorde den efter tre kvarter, hvor hele flokken lavede en fin lille opvisning af kurtiseringsadfærd med stemningsfuld lyd på. Endelig kunne nummeret 090E aflæses.

Pibesvanens opholdssteder - foto Carsten Andersen

Pibesvanens opholdssteder

Vel hjemme igen indberettedes nummeret, til den gruppe som står for ringmærkningen. Det sker på siden www.geese.org, som er en fælles indberetningsportal for en række organisationer, som bl.a. tæller DMU i Danmark. Siden kan i øvrigt læses på fire sprog – heriblandt dansk! Når man har indtastet fuglens data, gives der med det samme mulighed for at få fuglens historie. Her viste det sig, at pibesvanen fra Udkæret var mærket i december 2008 på sit vinterkvarter på Texel i Holland. Her vendte den tilbage de to næste vintre og blev flere gange aflæst.

I vinteren 2011/12 opholdt den sig imidlertid i det vestlige Letland, mens den slet ikke blev aflæst i 2012. Midt i januar i år dukkede den så pludselig op i Holland igen. Den er enkelte gange tidligere observeret under forårstrækket i hhv. Nordvesttyskland, Halland og Estland. Dette stemmer fint overens med, at arten yngler på den vidtstrakte øde tundra i det nordlige Rusland – hvor den naturligt nok endnu ikke er aflæst.

Bornholm ligger med andre ord midt i trækkorridoren mellem Holland og Nordrusland. Siden den blev mærket i Holland for næsten 4½ år siden, har den bemærkelsesværdigt nok tilbagelagt mindst 30.000 km. frem og tilbage mellem yngle- og overvintringsområderne. Det svarer til tre fjerdedel af jordens omkreds.

Pibesvane sammen med sangsvaner - foto Carsten Andersen

Pibesvane sammen med sangsvaner – foto Carsten Andersen

Pibesvaneflokken ved Udkæret var i øvrigt sent på den. Normalt topper returtrækket midt i marts og der ses procentvis meget få fugle i Danmark efter 10. april. Den langvarige vinter har uden tvivl en finger med i spillet her. Jeg vil med interesse følge med i, om der bliver indsendt flere iagttagelser af 090E i de kommende måneder og år.

Pibesvaner kan blive op mod tyve år, så der kommer forhåbentlig mange observationer endnu. Og hvem ved – måske den har fået smag for at mellemlande her på øen, så vi atter kan nyde synet af denne smukke lille svane.

Carsten Andersen

Forslugen Slørugle - foto Carsten Andersen

Forslugen Slørugle – foto Carsten Andersen

I denne søde juletid skal man passe på ikke at være for forslugen. Denne historie illustrerer forhåbentlig dette med al tydelighed.

I starten af december blev en stor Slørugleunge fundet død, ved en af de gårde på Østbornholm hvor vi ved arten yngler. Fuglen var ringmærket og det viste sig snart, at den faktisk var blevet ringmærket samme sted minder end to måneder tidligere af David Nestved. På det tidspunkt var ungen i fin form og den største i kuldet. Men nu var den altså død. For om muligt at opklare årsagen til dens triste skæbne bragte Else og Helge Clausen den til Åkirkeby Dyreklinik. Else er jo i øvrigt kendt for at finde døde fugle, idet det også var hende, der foråret 2010 fandt resterne af en rørdrum i Svinemosen.

En udvortes undersøgelse gav ingen fingerpeg om dødsårsagen. Ugleungen var i særdeles god foderstand og virkede endda tykmavet. Der var ingen frakturer på hverken vinger eller ben og ingen blødninger på nogen af de tilgængelige slimhinder. Da vi råder over et godt røntgenanlæg på klinikken, tog jeg et billede af fuglen. Her var heller ingen frakturer at se. Ofte findes halsen ellers brækket på fugle fundet fritliggende nær bygninger eller veje.

Ved nærmere inspektion af billedet viste det sig imidlertid, at der var store mængder ufordøjede knogler i maven på fuglen. Så mange at den må være død af ikke at være i stand til at fordøje det store bytte hurtigt nok. Som det ses på billederne er knoglerne lange og tynde. Sådan ser kun fugleknogler ud. Så den store unge – som jo nok har været den mest forslugne – har slugt en alt for stor fugl. Den er næppe blevet parteret først og ugle kan jo ikke tygge, så den er sandsynligvis røget ned i én bid.

Om den har fået byttet serveret af en af sine forældre, eller selv har fanget det er ikke til at svare på. Fugle udgør normalt en forsvindende lille del af Sløruglernes menu (under 3%), så det er bestemt et usædvanligt fund. Det er dog et kendt fænomen, at Skovhornugler kan flytte ind i staldbygninger om vinteren, hvor de bl.a. ernærer sig ved at fange spurve. Denne adfærd har jeg dog ikke hørt om hos Slørugle. Under alle omstændigheder en trist historie som jo giver anledning til eftertanke i denne julefrokost-tid.

Carsten Andersen

Nyere indlæg »