Velbesøgt søndagstur med sjov sidegevinst.

Gæs ved Udkær og Blisgås med halsring - foto Carsten Andersen

Gæs ved Udkær og Blisgås med halsring – foto Carsten Andersen

Den 6. januar løb årets første fugletur af stablen. Det var en af Eilifs faste månedsture, så udgangspunktet var som sædvanlig Koldekilde i Almindingen. Hele 26 deltagere var mødt op på denne dag med næsten vindstille og en vintergrå himmel. Flere Ringduer bød kurrende de lysere tider i møde ved parkeringspladsen. Finn Hansen var mødt op med en stor og flot samling af forskellige fugleblade fra NaturBornholm til gratis afhentning og flere turdeltagere fik glæde af tilbuddet.

Selv om vi fordelte os så godt som muligt i bilerne, blev det en lang kortege, der nu trillede sydpå. Først via Skørrebro hvor der som forventet var masser af Ravne. I alt godt og vel et halvt hundrede. Siden mod det genfødte Udkær hvor vandstanden efterhånden er tilbage til det normale efter en knastør sommer. Det var dog ikke vandfladen, der tiltrak sig mest opmærksomhed; men derimod de mange gæs der rastede syd for området. Samlet set langt over tusind og igen viste det sig, at det godt kan betale sig at kigge flokkene grundigt igennem.

Ud over et firecifret antal Grågæs samt godt hundrede Blisgæs bestod flokken af en fin gruppe Bramgæs, der pænt holdt sig lidt for sig selv. Først fandt vi så et par Tajgasædgæs ved nøje gennemgang af de mange fugle. Det var øens første siden midten af oktober. Herefter opdagede Morten en Pibeand i yngledragt i en flok Gråænder.

Endelig fandt Asger en halsbåndmærket Blisgås. Det er et særdeles usædvanligt syn på Bornholm. Gåsen var lidt for langt væk til, at vi med sikkerhed kunne tyde indskriften, så mens resten af gruppen vendte bilerne for at sætte kursen mod Nexø, listede en håndfuld turdeltagere, bevæbnet med telelinser og teleskop, nærmere for om muligt at aflæse halsringen. Dette lykkedes, uden at forstyrre de mange gæs, takket være dækning af et lille hus mellem os og gæssene.

Teksten på plastringen var 6C9 og når man indberetter den til www.geese.org, får man straks gåsens historie. Den er mærket af en hollandsk gruppe som voksen fugl i december 2016 i Noord-Brabant (i det sydlige Holland). Den er med andre ord mindst 3½ år gammel nu og i øvrigt en han. Gruppen forsker i Blisgæssenes træk og ikke mindst yngleforhold på Taimyr-halvøen i Sibirien. Efter mærkningen blev fuglen set flere gange i Holland frem til februar 2017, men er ikke observeret siden. Altså hverken på Taimyr eller på overvintring før nu. Sjovt at tænke på at den bare siden den blev mærket med sit halsbånd, har trukket mindst 12.000 km frem og tilbage fra yngleområderne i Rusland.

Husk at kigge gåseflokkene igennem for disse halsbåndsmærkede fugle. Det er jo netop meningen, vi skal kunne aflæse dem på sikker afstand for at hjælpe forskerne og i sidste ende fuglene.

Turdeltagerne genforenedes ved Nexø Sydstrand. Her var som sædvanligt godt udbytte. Igen var det dog ikke vandfladen, der fik mest opmærksomhed. En energisk lille Træløber kunne nemlig opleves på klods hold. Et par Gærdesmutter var også underholdende og med jævne mellemrum passerede småflokke af grå gæs over vores hoveder.

Berettiget opmærksomhed fik Eilifs velsmagende hjemmelavede kirsebærrom også og vi kunne sammen skåle for et godt nytår. Det skal dog nævnes, at der på vandet var fine fugle i form af bl.a. Blisgæs, en halv snes Store Skalleslugere samt Krik- og Knarænder i flotteste fjerdragt. Endelig repræsenterede en lille gruppe Canadagæs dagens femte gåseart. Ikke noget dårligt udbytte af en grå søndagsformiddag i januar.