
Strandhjejle – foto Mogens Kofod
På forhånd havde jeg lovet de 9 deltagere på den 8. månedstur, at vi ville få mindst 10 vadefuglearter at se. Det blev faktisk til 13 – ikke dårligt på en blæsende, men ret solrig formiddag.
Startede kl. 10.30 ved Bro Odde, hvorfra der mod vest var megen tang i flere meters bredde på stranden. Men det bekom vadefuglene godt.
Først Alm. Ryle i et antal på mindst 20 og deriblandt 3 Krumnæbbede og 1 Lille Kobbersneppe, der ikke flyttede sig, selv om vi kun var 8 meter fra den. Lidt usædvanligt, at man kunne komme så tæt på. Et par flotte Islandske Ryler og 1 Strandskade var der også tillige med et par Strandhjejler.
Ved Salthammer Stor Præstekrave (mærkværdigvis ingen små), Mudderklire og 2 Rødben plus Hvidklire. Flere hundrede Sølvmåger, Skarver og Svartbag.

Lille Kobbersneppe – foto Mogens Kofod
Ved Nexø Sydstrand Tinksmed, Svaleklire og Viber. En Fiskehejre daskede forbi plus en del ænder af forskellig slags samt få Grågæs. Vi drak kaffe i læ ved den østre gavl på det tidligere skydehus med udsigt over tusindvis af planten Kvan.
For resten – på vej fra Snogebæk mod Nexø så de fleste Havørn i luften højt over Hundsemyre. En gammel fugl fløj mod nordvest og ungen fra i år mod nordøst.
Turen sluttede 12.30. Næste månedstur vil blive søndag den 4. september. Vi ses sikkert.
EILIF