Søndag d. 3. maj var der DOF-tur til område mellem Helligpeder og Vang. 25 deltagere havde valgt at bruge formiddagen på en fin travetur og samtidig få noget motion i det stærkt kuperede klippelandskab. Vi startede ved Gines Minde og arbejdede os herefter op til udsigtspunktet over Jons Kapel.
De lodrette klippesider byder på gode ynglemuligheder for bl.a. alkefugle med sine mange små huler. Der sad da også Alke flere steder og på vandet sås fouragerende fugle, lige som en Lomvie blev opdaget. Her var der brug for varmt tøj, for vinden var frisk og kølig fra vest.
Stien gik nu brat nedad og bød under vejs på udsigt til flotte solbeskinnede klippepartier. Da vi næsten var nede i havniveau igen, drejede vi ind i den smukke Blåskinsdal. Her var der læ for vinden og nu hørtes sangfuglene bedre. Her var Jernspurve, Gærde- og Løvsangere samt Munke foruden en del Gærdesmutter. For enden af dalen er stien nået op i 70 m. højde med et flot vue ud over Østersøen. På vej mod Almeløkkebruddet var der masser af nyudsprungne orkideer af arten tyndakset gøgeurt.
Vel ankommet til bruddet var der kaffepause. Her var nærmest idyllisk og solen varmede behageligt, lige som vinden her var ganske svag. På bredden af brudsøen var der både Mudder- og Svaleklire og de lokale Hulduer præsenterede sig fint i de medbragte teleskoper.
I luften boltrede alle tre svalearter sig.
Næste lokalitet lokkede dog, så efter ½ time gik vi den halve km. til Vangbruddet. Her blev en rugende Vandrefalk straks udpeget og teleskoperne blev igen flittigt brugt.
Falkens mage sad ikke langt fra reden og så meget imponerende ud. Fra udsigtspunktet er man små 200 m. fra reden og falkene var helt rolige, over den megen opmærksomhed de blev vist.
Midt i det hele trak en stor kile Bramgæs på omkring 250 fugle over bruddet som ellers bød på flere Hulduer, Toppede Skalleslugere og en masse ynglende Sølv- og Stormmåger. Veltilfredse med disse iagttagelser vendte vi næsen sydover og via redningsstien med flere alke på højre hånd nåede via atter Gines Minde efter 3½ interessante timer i felten.
Niels Erik & Carsten