En hyggelig aften i godt selskab

Torsdag d. 2. september mødtes en lille snes fuglekiggere til fugletur med lokalafdelingen på P-pladsen ved Hammersholm. En god blanding af velkendte ansigter og ’trækgæster’. Vejret var upåklageligt; lunt, klart og stille.

Turdeltagere - foto Hanne Tøttrup
Turdeltagere – foto Hanne Tøttrup

Over os boltrede svalerne sig i luften, mens de tankede op til rejsen til Afrika. Alle tre almindelige arter kunne ses her. Lige som der blandt deltagerne var flere ikke-lokale, viste det sig snart, at det var en stor aften for rastende Grå Fluesnappere. Arten sås adskillige gange på turen og fuglene præsenterede sig ofte fint siddende frit fremme på udkig efter insekter.

Også Rødstjert sås her og der, men ellers var en af de første bemærkelsesværdigt arter en Skovpiber. Denne satte sig usædvanlig fint til skue på tagryggen ved Hammersholm. Nærmest en miniudgave af en Sangdrossel og vi snakkede om det pudsige i, at det er Nordens tredjealmindeligste ynglefugl (med omkring 10 mill. ynglepar) når den noteres så sjældent på Bornholm.

GrĂĄ Fluesnapper - foto Carsten Andersen
GrĂĄ Fluesnapper – foto Carsten Andersen

Snart nåede vi den første af de store cirkelrunde bænke og benyttede lejligheden til at spise vores madpakker. Videre gennem den smukke gamle egeskov i Nørreskoven og siden udsigt til Langebjerg i selskab med en flok flinke køer og flere Grå Fluesnappere. Vi kom nu til området med de mange helleristninger og kunne bl.a. se de nyeste afdækkede, som netop har set dagens lys for første gang i nok 2500 år.

En Huldue strøg over og ved grundig gennemgang af pælene her opdagedes en Rødrygget Tornskade. En Tårnfalk fulgte os det meste af vejen og demonstrerede flittigt sine flyveevner. En fin art for de lokale da den jo ikke er hverdagskost her på øen. Mærkelig nok ikke en eneste Vipstjert – selv om de var blevet udlovet i turomtalen.

Tilbage mod udgangspunktet blev vi opholdt af en flok Halemejser, som vimsede rundt på tæt hold. Et par af vores gæster fra Nordjylland introducerede os for en glimrende tradition med servering af chokolade undervejs. Det bør vi overveje, om ikke vi skulle tage til os! Nærmest som en hyldest lod en Lille Flagspætte sig nu høre et par gange. Det var nemlig ny art for chokoladegiverne.

Vi sluttede med en af årets sidste Mursejlere ved P-pladsen og synes vist alle det havde været ulejligheden værd.

Carsten