SÅ ER DET TÆLLETID – Tidligt, mørkt og spontant

Punkttællinger

I 2021 udvider DOF det frivillige overvågningsprogram for vores almindelige ynglefugle: Punkttællingsprojektet. De nye typer tællinger er Tidlige punkttællinger, Nat-punkttællinger og Spontantællinger.

De tidlige punkttællinger skal foregå i perioden 15/3-30/4 og gentages i årene fremover. De skal ”fange” vores tidlige ynglefugle, primært standfuglene: Mejser, spætter, Sanglærke m.fl., som ikke er så aktive senere på foråret.

Nattællingerne skal udføres i perioden 20/5-10/7 og ligeledes gentages i de kommende år. De er rettet mod de nataktive fugle, især sumpfugle som vandhøns, Sivsangere, Rørsangere, Kærsangere og desuden Engsnarrer, Skovsnepper, Skovhornugler og måske Natravne.

De tidlige punkttællinger udføres på ganske samme måde som de traditionelle punkttællinger, med 10 eller 20 tællepunkter på ruten. Nattællingerne skal blot bestå af mindst 5 tællepunkter med mindst 1 km afstand.

Disse to nye punkttællingsmetoder starter dette forår, mens Spontantællingerne først starter til efteråret.

Har du lyst til at deltage i nogen af de nye punkttællinger, kan du give besked om det til thomas.vikstroem@dof.dk. Du kan også kontakte Henriette Tøttrup Hansen, henriemad@hotmail.com, tlf. 24 60 50 89, for at få yderligere oplysninger.

Jens Christensen