Vandrefalken yngler i Vang Granitbrud

Vandrefalk han foto Sune Riis Sørensen

Vandrefalk han - foto Sune Riis Sørensen (klik for at se mere)

I begyndelsen af marts var Jens Christensen på aftenbesøg i Vang Granitbrud. Han var på udkig efter en stor hornugle. Den var der ikke, men der var derimod et par vandrefalke, og de udviste klar yngleadfærd.
Nogle lokale ornitologer har holdt øje med falkene, og de har konstateret, at falkene sidst i marts lagde æg, og de har ruget siden da.
Kommunen har været meget imødekommende i forbindelse med beskyttelse af yngleom-rådet, og de har sammen med DOF sat anvisningsskilte op.
Parrets ringe viser, at hunnen er en dansk falk født i 2010, hannen er lidt usikker, men det er i hvert fald et andet par end det fra Mulekleven
Vi formoder, at ”det gamle par” er ved Mulekleven, men det har blæst for meget i dette forår til, at det har været muligt at sejle ud og se til dem.

Det er glædeligt at Bornholm nu har to ynglepar, men falkene i Vang er inde i en sårbar periode, og vi vil opfordre alle besøgende til at respektere de opstillede skilte, Det er af afgørende betydning for parrets ynglesucces. Redehylden er rigtig godt camoufleret, så den er svær at se, selv i en almindelig kikkert, men senere på sommeren kommer der meget mere liv, når ungerne er flyveværdige

10.4.2012 / Christian Lau