Som Hans Fæster skriver er det meget mere end fugle at opleve “derude”
Skypumpe i Paradisbakkerne - foto Hans Fæster
Dagens tur til Paradisbakkerne blev for mit vedkommende fuld af distraherende oplevelser – jeg vil egentlig sige som alle ture i dette forår og sommeren indtil videre.
I dag blev det ikke fx fiskeørn og havørn der distraherede mens man er var travlt beskæftiget med at med at studere lærkefalkes kendetegn (der åbenbart varierer meget alt efter om de er “1k”, “2k” eller bare “adulte”). Det blev bl.a. vejret – i en halv time – ved Gåsemyre i Majdalen.
Ingen af billederne viser fugle, heller ikke dem der distraherede i dag. – Men de tre første viser det som 4 distraherende musvåger – efterhånden – fik én til at opdage:
Mens jeg stod – og forsigtigt bevægede mig rundt – ved Gåsemyre, blev det meste af øen pludselig dækket af skyer, i hvert fald Paradisbakkerne. Dét havde jeg ikke opdaget. Men jeg hørte en musvåge kalde mod nord, rettede kikkerten i den retning, og et godt stykke væk (i det blå på billederne, midt for på det første) så jeg ikke én med fire musvåger på én gang, og at to af dem lavede flere synkrone kæmpe-loop, og at da de var højest oppe (i det blå) under ét af dem, hilste på hinanden, bug mod bug.
Først da dé var væk, blev jeg opmærksom på skyerne og tog den første 3 billeder (nummer 1 taget 14 minutter før nummer 2 og 3): Jamen hvad har vi nu dér? Er det ikke to tykke skypumper (eller “fodhoser” som Kierkegaard engang så på en spadseretur til Tisvilde)? – Først den ene (til venstre), så den anden?
Tilbage til fuglene! Det som musvåger og vejrfænomener distraherede mig i da jeg vadede ud til nogle få meter fra Gåsemyre, var mit første KIK: En lille lappedykker i fineste profil – eller rettere to små bolde: den mindste sort og rød, den største nåede jeg kun at se var brun – for efter 2-3 sekunder dykkede den – i den østlige ende af den lille sø. Jeg bed mig fast: Den MÅ vel komme op igen? Intet skete. Jeg gik langsomt – baglæns – og hen ud for den vestlige ende af søen – mens jeg heldigvis havde åndsnærværelse nok til at registrere at jeg på et tidspunkt var ved at træde på en snog (eller måske hugorm? – også dén var hurtigt væk).
Intet skete i ca 15 minutter – bortset fra det ovenfor beskrevne. Men SÅ hørte jeg en ANDEN lyd (bortset fra utallige grønirisker og gulspurve): Den kom lige ud for mig (midt for på det andet billede): 3 sekunder med at højt, ret dybt KRYL-KRYL-KRYL (osv) – og nåede at se et bæst i den lille sø IGEN dykkede og bare var VÆK! OM det var den samme der var svømmet 10 meter under vand, vil jeg ikke lægge hovedet på blokken angående. Kun at det er nogle af de fineste 30 minutter jeg indtil videre har haft som ‘observatør’.
Og på tilbagevejen – da skyerne var opløst – over den ca ½ km2 store lysning syd for den vestlige del af Majdalen, forstummede dagens skrålekor af bl.a. fuglesanger og bogfinke: Ude midt i lysningen havde én skovpiber fuld kontrol over sit territorium, som den hævdede med den ene sangflugt efter den anden, højt op over én af de ensomstående birke midt i – og den kunne ikke finde ud af at gøre sig færdig til før den VAR landet.
(Heller ikke sidste billede viser fugle, men et lille hjørne af lysningen, en lille plamage med fingerbøl i den sydligste del). Det er solhverv – og det er blevet SOMMER!
Hans Fæster
NB: Og der er ikke kun slanger i Paradis. Der er også masser af de der skide flåter. Så tag gummistøvlerne på eller lyse bukser!
