Perleuglestatus 2017

Efter rekordåret for Perleuglen i 2016 med 5 kuld og 22 ringmærkede unger blev ynglesæsonen 2017 imødeset med spænding.
2017 kunne dog ikke måle sig med forrige år, og resultatet dette år blev 3 ynglepar med 1 ringmærket hun, 2 aflæste og 10 ringmærkede perleugleunger.

David på vej op efter ugler - foto Paul Jacobsen

David på vej op efter ugler – foto Paul Jacobsen

I marts og april blev samtlige kasser gennemgået i første runde og 2 hunner blev fundet, begge på Midtbornholm. Den 28. april og den 3. maj håndfangede ringmærker David Nestved de to hunner, den ene blev ringmærket, den anden var allerede ringmærket med ringnr. PU 410 og det blev den som unge i 2016 på Nordvestbornholm. Under den ene hun var der 6 unger, der var fra ca. 2-12 dage gamle, i den anden kasse var der 4 unger, der var fra ca. 1-7 dage gamle samt 1 æg.

Ringmærkningen af ungerne foregik henholdsvis d. 15/5 og d. 23/5. I den ene kasse var der 6 flotte unger, der vejede 140 g, 140 g, 120 g, 115 g, 110 g og 110 g og i den anden kasse 4 unger, der vejede 140 g, 135 g, 125 g og 120 g. Den forskellige vægt afspejler i det store og hele meget godt det forhold, at æggene bliver lagt med 2 dages mellemrum og da hunnen begynder at ruge med det samme, bliver ungerne også udruget med 2 dages mellemrum.

Perleugleunge - foto Paul Jacobsen

Perleugleunge – foto Paul Jacobsen

Da vi gik kasserne igennem for anden gang i juni/primo juli måned, fandt vi en hun i en kasse d. 2/7 i samme område, som en af de første to hunner havde ynglet i. Denne hun blev håndfanget d. 15/7 og det viste sig at være selvsamme PU 410, som havde ynglet tidligere på året i en kasse blot 500 m fra, hvor hun nu blev fundet. Der var 2 unger på 10-12 dage under hende samt 2 æg og vi vurderede at bruge hulkameraet igen ca. 10 dage efter.

Den 25/7, 10 dage efter, var kassen tom! – og vi bestemte os for at tage ind med en stige for, om muligt, at finde spor nede i kassen.

Den 27/7, da stigen blev sat til, var der ingen døde unger i kassen, ingen spor fra prædatorer såsom dun, fjer, knogler eller blod – noget af et mysterium! Om der har kunnet være tale om et egern eller en mink, der skulle have taget ungerne, kan nok ikke udelukkes, men mærkeligt er det så, at der ikke skulle være spor efter det.

Perleugle - foto Paul Jacobsen

Perleugle – foto Paul Jacobsen

Jeg har rigtig mange billeder af perleugleunger i forskellige aldre fra 2 dage og opefter. Anders Hartmann, David og jeg har efterfølgende gransket disse billeder og Anders og David mener samstemmende ikke, at de har bedømt ungernes alder forkert d. 15/7. Ungerne flyver fra kassen, når de er mellem 29 og 36 dage gamle, i gennemsnit når de er 31,5 dage gamle, så det skulle kunne udelukkes, at ungerne selv skulle have forladt kassen.

I tidsskriftet ”EulenWelt” 2013 fortælles om et lignende tilfælde i Schleswig-Holstein i 2012, hvor en perleuglehun blev ringmærket d. 5/4. Den 25/4 sås 6 sunde unger i kassen, men da disse skulle ringmærkes d. 5/5, var kassen tom, uden at man har kunnet finde ud af årsagen.

Hanne Tøttrup