Oplev havørne netop nu

Grågæssenes fitnesstrænere – af Carsten Andersen

Siden 26. juli er et par havørne flere gange blevet set i området omkring Almindingen. 30/7 var jeg så heldig at møde dem ved Udkæret. Efter et ret begivenhedsløst stop på Springbakkevej, hvor det mest opsigtsvækkende var en lidt fjern trækkende fiskeørn, var teleskopet kommet tilbage i bilen og jeg var parat til at køre hjem efter en lang dag. Pludselig letter samtlige små 500 grågæs under højlydt skræppen fra engen vest for Udkæret.

Læs historien og oplev det i billeder - foto Carsten Andersen

Læs historien og oplev det i billeder. Foto Carsten Andersen

En havørn kommer strygende lavt over vejen – og kort efter kommer endnu en i lidt større højde! Begge sætter sig straks i træet på øen. Der falder lidt ro over grågæssene, som nu lander på vandfladen.
Kort efter går den unge havørn dog på vingerne igen. Den ’muser’ over en lille gruppe fældende svømmeænder som panikagtigt pisker rundt i vandet. Ingen af dem har åbenbart udgjort et oplagt bytte, for ørnen flyver nu over på engen, hvor den sætter sig. Her får den selskab af sin ældre makker.

Jeg flytter til Gulbakkevejen og et fint medlys. Ørnene flytter kort efter ud på den store sten i Udkærets østlige del – atter en ordentlig omgang motion til grågæssene som ser noget stressede ud, da de efter et par minutter atter sætter sig på engen. Mens havørnene sidder side om side på deres sten, får jeg et par billeder af dem. Den ældste fugl er tydelig større end den yngre. Næbbet er rent elfenbenshvidt, halen næsten renhvid og hoved og hals med mange lyse fjer. Interessant nok afslører billederne senere at denne ørn er ringmærket. På højre ben en hvid ring over en blå. Denne kode bruges på svenske havørne ringmærket ved ferskvand. Sandsynligvis stammer fugle dermed fra en af de Sydsvenske søer. På venstre ben en hvid ring med desværre ulæselige bogstaver. Fuglen vurderes til at bære en 5K-dragt og dermed være fire år gammel. Den yngre fugl viser sig ved nærmere eftersyn endnu at have en lille sort næbspids og har desuden en tydelig mørk kant på halen, som også har et par sort fjer centralt. Vel en 3K fugl. Denne ørn bærer ingen ringe.

Kort med observationer

Havørnenes tur i Udkæret og Almindingen

Efter næsten tre kvarters ørne-show drager de to fugle af sted mod øst og struer sig efterhånden opad og forsvinder ind over Almindingen. På DOFbasen kan man se, at de dukkede op i Bastemosen blot ti minutter senere. Faktisk kan man kortlægge deres færden denne eftermiddag fra halv fire og to timer frem, til de er tilbage ved udgangspunktet i Ølene, ud fra observationerne tastet ind i DOFbasen. Den første del af turen – de ti km. fra Ølene til Udkæret – tog blot et kvarter. Her ligger også mange spændende beretninger om mødet med de to ørne.

Bortset fra et enkelt individ i både 2007 og 2008 er det de første iagttagelser af havørn her fra øen i juli måned de seneste ti år. Særdeles interessant er det, at fuglen fra 2007 blev bedømt som en 3K – er det den samme som nu holder til i området?!? (Desværre er der ingen aldersangivelse på havørnen fra juli sidste år). Husk at indberette dine observationer på DOFbasen så de kan indgå i foreningens videnskabelige arbejde.

Carsten Andersen