Lettisk gæst i Udkær

Sølvhejre med fangst - foto Carsten Andersen

Sølvhejre med fangst – foto Carsten Andersen

Sølvhejrer ses efterhånden ganske regelmæssigt på Bornholm.
Årets første indfandt sig 4. april og fra 20. april har en håndfuld opholdt sig omkring Udkæret og Vallensgårdsmose samt Ølene.

29. april var en smuk aften og fra tårnet ved Udkæret var der udsigt til tre fiskende individer. De var gode fiskere og tre gange hev de store fisk op. Ikke så snart de havde fået fat i bytte, slog områdets Fiskehejrer imidlertid til. To gang måtte de derfor overlade fangsten til deres lidt større slægtninge. Blot en enkelt gang lykkedes det at fortære fisken i tide.

I teleskop sås det tydeligt, at en af Sølvhejrerne var ringmærket. På venstre ben bar den en rød plastring med indskriften 6E5.

Oplysningen indsendtes til ringmærkningscentralen og nu er svaret kommet. Fuglen blev mærket som unge 29. maj sidste år i Letland. Nærmere betegnet i et vådområde godt 50 km nordøst for Riga. Fuglen var altså præcis elleve måneder gammel og havde flyttet sig godt 650 km i VSV-lig retning. Selvfølgelig næppe direkte. Mon ikke den har taget turen syd om Østersøen. Eller endnu længere væk.

Sølvhejre med ring - foto Carsten Andersen

Sølvhejre med ringg – foto Carsten Andersen

Mange af de Sølvhejrer som yngler i Nordeuropa overvintrer nemlig omkring Middelhavet. Det kan med andre ord være, at den blot er på vej hjem efter vinterferien og har taget en smuttur til Bornholm. Det kan dog også være, at vi inden for kort tid kan regne arten blandt øens ynglefugle! For at finde Danmarks første ynglefund skal vi bare fire år tilbage, hvor et par blev fundet på Saltholm.

Tidligere var arten vidt udbredt i Europa. Den blev dog efterstræbt for sine smukke prydfjer og udryddet på store dele af kontinentet. Efter en totalfredning er det dog gået fremad for arten.

Sammen med de tiltagende klimaforandringer gør det, at den smukke, næsten en meter høje fugl nu ses langt hyppigere hos os.

Lang rejse fra Letland til Ølene

Lang rejse fra Letland til Ølene

Det er dog bemærkelsesværdigt, at vores allerførste fund ikke er længere tilbage i tiden end marts 2000. I 2003 optrådte endnu et eksemplar og det er mindre end ti år siden, at vi for femte gang gæstedes af arten. 2009 sås for første gang to fugle, mens det blot er de sidste fire-fem år de har optrådt i større tal. Specielt i sensommeren og efteråret ses mange.

Noget kunne tyde på, at der er tale om fugle på træk mod sydligere himmelstrøg fra Baltikum. I hvert fald hvis man kan tolke noget ud fra denne ringmærkede fugls optræden i Udkæret. Det var i øvrigt den blot anden indberetning af en ringmærket Sølvhejre i Danmark siden 2010.

Carsten