Har du brug for at få løbet julefedtet af dig?

Stellersand ved Sorthat Odde - foto Carsten Andersen

Stellersand ved Sorthat Odde - foto Carsten Andersen

Så har vi et rigtig godt tilbud til dig!
Stellersanden på Sorthat Odde er stadig på plads! Så hvis du ikke har set den smukke og sjældne and har du stadig chancen.

Den har nu været på lokaliteten i tolv dage og er dermed det første langtidsstationære individ, siden en ungfugl lå ud for Kongelundsstranden i maj 2003.

Jeg var ellers lidt nervøs for, at den skulle have fortrukket, da hverken Kell Olsen eller undertegnede genfandt den i går.
Men her til formiddag nytårsaftens dag lå den nok så nydeligt i solskinnet ret tæt på kysten. Selvfølgelig stadig i selskab med Hvinænder.

Her kan du se stellersanden

Her kan du se stellersanden

Den lille flok flyttede lidt rundt i dag, hvilket gav anledning til at se Stellersanden i flugt. Også det er et flot syn. Fuglene bevægede sig dog på intet tidspunkt uden for det område, de har opholdt sig i siden 19/12. Med andre ord holdt de sig samtidig hele tiden inden for 200 m. fra kysten.

Vores Stellersand har i øvrigt nu haft besøg af de første “twitchere” fra Sjælland.
Flere følger sikkert, hvis vejret ikke forværres. Det er bare at håbe, den har lyst til at blive rigtig længe.

Carsten Andersen