En forårsmorgen i Ølene

Tøbrud - foråret er på vej - foto Thomas Christensen

Tøbrud - foråret er på vej - foto Thomas Christensen

Det er midt i marts, klokken er 7.30 og jeg står i det nordre fugletårn i Ølene. Det er 0 grader og vinden bider, men solen skinner lavt hen over isen.
I træerne synger gulspurven og bogfinken og længere væk sidder den store flagspætte og trommer på et hult træ, så det runger ud over mosen. En lille flok viber flyver højlydt hen over en enkelt grågås, der står og spejder efter sine venner.

Pludselig kommer en duehøg og flyver i store buer op og ned, indtil den flyver ind i skoven mod nord. Der lyder høje skrig der inde fra, så der planlægges nok familieforøgelse.
I baggrunden kan jeg høre en trompeterende trane. Jeg kigger efter en flok, men jeg kan kun høre en enkelt stemme. Jeg finder den senere på en mark på Havrehøjvej, hvor den går og trompeterer mellem syngende sanglærker, det er min første i år.
Det kan godt være, at det er bidende koldt og at der er masser af sne, men fuglene er ikke i tvivl – der er altså forår

Christian Lau