
Vibe i landbrugslandet – foto Pandion 11. maj 2012
Vi vil også have lærker, viber, agerhøns, harer og kornblomster i landbrugslandet. De to tredjedele af Danmark, som forvaltes af landmænd, skal ikke være en naturmæssigt ørken.
Der er overhovedet ingen uenighed mellem de grønne organisationer og biodiversitetseksperter som Rasmus Ejrnæs og Hans Henrik Bruun om, at den mest truede biodiversitet i egentlige naturområder skal prioriteres højest i naturbeskyttelsesarbejdet.
Men Danmarks natur består ikke kun af truede arter i højt prioriterede kerneområder for biodiversitet. Vi vil også have lærker, viber, agerhøns, harer og kornblomster i landbrugslandet. De to tredjedele af Danmark, som forvaltes af landmænd, skal ikke være en naturmæssigt ørken.
Hertil kommer alle de små natur-oaser i landbrugslandet i form af vandhuller, moser, enge, heder og overdrev beskyttet af § 3 i Naturbeskyttelsesloven.
Det er i disse områder, at det meste af de ’levninger’ af natur og biodiversitet, der endnu er tilbage i landbrugslandet, klamrer sig til det yderste af en eksistens.