Asiatisk sangfugl på afveje

Der er blevet set mange flere hvidbrynede løvsangere i år end normalt. I nyhedsbrevet fra Naturbasen.dk kan man læse mere om den sørgelige baggrund for at vi har så mange hvidbrynede løvsangere i år:

Hvidbrynet løvsanger

Hvidbrynet løvsanger

I forum på fugleognatur.dk er der gennem tiden blevet postet mange spørgsmål, som har vakt opsigt, således også torsdag morgen, hvor en lille sangfugl blev fundet død på en altan i Birkerød. Finderen Birgitte Frostholm Andersen spurgte, om der var tale om en grønsisken, hvilket er et meget godt bud – i hvert fald hvis ikke man kender til asiatiske sangfugle. Der var nemlig tale om en hvidbrynet løvsanger.

Hvidbrynet løvsanger, som af sine talrige elskere blot omtales ”bryn”, vækker stor glæde blandt fuglekiggerne, men i virkeligheden er historien umådelig trist. Langt hovedparten af de charmerende fugle fortsætter nemlig mod vest og ender formentlig næsten alle i Atlanterhavets bølger, hvis ikke de for en kort stund forsøger at hutle sig igennem på Island eller Færøerne. Eftersom det kun er ungfugle, der farer vild, tyder meget på en medfødt ”kompasfejl”, der desværre bliver fatal for fuglene. De flyver ganske enkelt 180 grader forkert på deres første efterårstræk.

Hvidbrynet løvsanger er suverænt den mest almindelige af de sibiriske trækgæster på afveje. I år er der ekstraordinært mange, og at dømme ud fra antallet af registrerede bryn i folks haver, må der være titusinder i omløb. Kig endelig efter – og husk at bruge ørerne. Fuglens kald er ganske karakteristisk og kan høres på ret lang afstand.

Se billeder af hvidbrynet løvsanger på Fugle og Natur

Se billeder af hvidbrynet løvsanger på Netfugl.dk

Se billeder af hvidbrynet løvsanger på Flickr.dk