Min yndlingsfugl: Halemejsen (Aegithalos Caudatus)

Forord

Min far var min natur-mentor.
Fra jeg var barn, og senere teenager og nu voksen, og indtil min far forlod denne verden, var han den, der lærte mig om naturen.
Lærte mig at se og lytte i og til naturen.
Lærte mig at opdage, forundres og samtidig værne om naturen.
Han var den, der gav mig den vidunderlige og enestående gave det er at holde af naturen – på den rigtige måde.

Derfor elsker jeg skove, strande, søer og moser og de dyr, der færdes i alle naturtyper: Fugle, insekter, padder, krybdyr og pattedyr. Men jeg må indrømme, at selvom jeg har haft mus, smaragdfirben, stålorme, fisk, leguan og undulater i bure, terrarier og akvarier, og selvom jeg både har nydt at iagttage rådyr, ræve og spidsmus i de tidlige morgentimer i en smuk forårsskov, eller fanget frøer og vandinsekter om sommeren i et sundt vandhul, eller løftet sten og gamle træstykker om efteråret ved skovstier for at finde insekter og krybdyr, er det fuglene, der har vundet mit hjerte.

Disse flygtige, fjerklædte, smukke efterkommere af dinosaurerne er mine favoritdyr, og de har givet mig mit livs bedste naturoplevelser sammen med min far, alene eller i selskab med andre ”fugletosser”.

Min yndlingsfugl

Alle fugle fascinerer mig, og i min verden var de alle lige dejlige, smukke og spændende, indtil jeg en kold vinterdag stødte på en flok små, dunede, hvide, sorte og lyserøde fugle med lange haler.

Halemejse ved Kærgård - foto Carsten Andersen
Halemejse ved KærgĂĄrd – foto Carsten Andersen

Det var en frostklar, vindstille formiddag i december måned 1966. Sneen dalede stille ned fra en lysegrå himmel som små bløde vattotter, og ved en lille mose omringet af unge, hvidstammede birketræer, så jeg dem. Der var 9 i alt.

Det var hele familien ”halemejse”, der stille kvidrede og fløjtede til hinanden. De var meget tillidsfulde, mens de hang der i grenene, nogle med hovedet nedad, andre mens de vimsede rundt på de yderste tynde, tynde grene, nærmest som akrobater i et fantastisk show opført i naturen med mig som tilskuer.

Jeg glemmer det aldrig. Jeg sendte et pift afsted til min far (vores måde at kommunikere videre til hinanden, at nu var der en naturoplevelse, som skulle deles), og sammen fik vi lov til at være vidner til dette smukke syn, og vi følte os begge meget heldige og meget glade.
Sådan blev jeg ”hooked” på halemejser og deres forunderlige verden, for disse fugle er ikke ”kun” yndige, bedårende og nuttede, men de er også trofaste, sociale, familie-orienterede og kloge (sidstnævnte står for egen regning).

Halemejsen, som ikke er en mejse, men hører til sin egen familie ”halemejserne”, er en fugl på 15 cm, hvor halen udgør de 10. Den har et lille bitte næb, som har lige den rette størrelse til at fortære små edderkopper, insekter og birkefrø.

I Danmark har vi hele 2 halemejse-racer : Den Nordlige , med helt hvidt hoved og den Sydlige, der har et sort bånd over øjet til nakken.
Ofte i fællesskab med deres voksne unger og andre familiemedlemmer skaber halemejser bløde, runde reder, der er forede med mos, fjer, lav og spindelvæv, så deres unger (8-12) kan ligge godt og rart.
Halemejsefamilierne holder desuden sammen i små flokke, efter at ungerne er fløjet fra reden, og familiemedlemmer hjælper til med fodringen af den nye slægt. Jo, halemejsen er ikke blot en bedårende fugl, den er også en meget social fugl.

Halemejse ved Udkæret - foto Carsten Andersen
Halemejse ved Udkæret – foto Carsten Andersen

Om vinteren er fuglene endnu mere utrolige i deres omsorg for hinanden, da medlemmer af halemejse-familien sidder sammen og varmer hinanden, når frosten bider, og nætterne er kolde. Mange småfugle dør, når den nordiske vinter er hård, men halemejserne har fundet et system, der ofte kan redde slægten fra kuldedøden.

Jeg har siden min første oplevelse med halemejser tilbragt mange gode stunder i deres selskab. I Bastemosen har jeg jævnligt stødt på små flokke af pludrende halemejser. I Paradisbakkerne træffer jeg dem ofte sammen med musvitter, blåmejser, sortmejser og træløbere i de såkaldte ”Mejsetog”, hvor ligesindede frø– og insektspisende småfugle flyver sammen på fourageringstogter i vore danske skove.

I min sommerhushave i Ebeltoft har jeg endda haft fornøjelsen af halemejser ved foderbrættet, ivrigt guffende løs på fedtkugler i vintermånederne.

Ja. SĂĄdan er det bare

Halemejsen er og bliver min yndlingsfugl, simpelthen fordi den er modig, social, spændende og bedårende.