Af: Therese Sachs
Min glæde over fuglekongen – denne lillebitte, charmerende fugl – stammer tilbage fra min barndoms ophold på Christiansø.
Lige fra jeg var helt lille, har jeg haft det privilegium at kunne være flere uger på Christiansø hvert år – sommer, efterår og forår. Og al den tid jeg husker, har der været fuglefolk på Christiansø. Og fuglefolkene har altid – ligesom nu – været rigtig gode til at fortælle os andre om øens mange fugle. Både de fugle der bor på øen og de, der passerer den og raster på den.
På den måde blev min interesse for fuglelivet på øen vakt. Man var jo også lidt stolt, når man tilbage i København kunne berette, at vi på Christiansø havde rugende edderfugle ved trappen til vores hytte, og at Græsholm altså var det eneste sted i Danmark, hvor de små runde, pingvinfarvede alke ynglede.
Når jeg var på øen i efterårsferierne, var det især spændende at høre fuglefolkene fortælle om trækfuglenes lange ruter og få lov at kigge med, når nettene blev tømt og de små fugle ringmærket, inden de fløj videre på deres færd ud over Østersøen.
Jeg husker også de mange døde og kvæstede fugle vi fandt rundt omkring, når det havde blæst eller når fuglene var stødt ind i fyret – eller hvad der nu var sket.
Men blandt den brogede flok af store og små fugle på øen var det fuglekongen, jeg holdt mest af. Den blev min yndlingsfugl.
Måske blev fuglekongen min yndlingsfugl fordi jeg holdt af historien om, hvordan fuglen ved hjælp af klogskab og list blev fuglekonge. Det var jo fordi, fuglene besluttede, at den fugl, der kunne flyve højest mod solen, skulle vinde titlen. De fløj alle op, og ørnen var den, der nåede højest. Men ørnen havde ikke bemærket, at en lille fugl havde sat sig oven på den. Denne lille fugl kom derfor tættest på solen, blev fuglekonge og fik solens farve som krone på toppen af sit hoved.
Men måske blev fuglekongen også min yndlingsfugl , fordi den har en meget stor nuttethedsfaktor og et evigt ”barnligt” udseende, og fordi den umiddelbart virkede så menneskevant og tam. Den hoppede jo foran os på stierne og flyttede sig knap nok, når vi gik forbi den. Det var jo besnærende og hyggeligt. Senere har jeg fået at vide, at de ”tamme” fugle nok snarere var meget udmattede efter de lange stræk, de havde fløjet.
Anyway – den lille, runde fugl, med de fine farver og solens farve på hovedet blev min barndoms yndlingsfugl. Og ingen anden fugl har siden kunnet slå den af pinden.
Links:
https://www.christiansoe.dk/naturen/fugle/
https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=13140
Fortællingen om, hvordan fuglekongens fik sit navn findes i mange varianter – her er historien taget fra fra Kristeligt Dagblad 12. januar 2013 (Dorte Schleimann) https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/da-fuglekongen-fik-sit-navn
