Min yndlingsfugl

Min yndlingsfugl - Musvitten - tegning af Erik Jensen

Min yndlingsfugl er Musvitten

Ifølge A. F. V. Seier, Bornholms fugle 1932: ”Flæskatjiv, Savfilarijnj” mfl. navne på Bornholmsk.

En flittig fugl og Danmarks største mejse, der er udbredt over hele landet. Ifølge ATLAS III fundet ynglende i 2.137 kvadrater (95%).

En glad lille fugl med sit fileri ”Vide vit, Vide vit!” Mon det er Musvitten B. S. Ingemann havde i tankerne? Da han i 1831 skrev I SNE STÅR URT OG BUSK I SKJUL …. ”Giv tid! giv tid!den nynner glad og ryster de små vinger”.

Fuglen er en flittig gæst ved foderbrættet og vild med solsikkekerner. Yngler gerne i kasser, men også andre steder. Som barn oplevede jeg en gang, en Musvit havde fundet på at yngle i en hul havelågestolpe. Arme unger når havelågen gik op og i ”Dunk, Dunk!”

Desuden har hanner med bredere bryststribe højere status end hanner med smallere bryststribe. Musvitten kan også være en barsk herre. Det kan man set på YouTube https://www.youtube.com/watch?v=ECYD0UxFggo , hvor nogle Musvitter har gang i at hakke hjernen ud på en artsfælle. Det ligger tilsyneladende i generne i fuglen, for A. F. V. Seier, beretter bl.a., i sin bog, at han som dreng, lukkede en Musvit og en Bogfinke sammen i et bur. Om morgenen fandt han Bogfinken død med hjerneskallen hakket itu.

Min tegning ovenfor er fra månedsbladet ”Hesteskoen” som jeg lavede, sammen med en god kammerat, en gang midt i 60’erne.

Erik Jensen