Min yndlingsfugl

Min yndlingsfugl, ja, det må være Perleuglen.

Perleugle - foto Hanne Tøttrup

Perleugle – foto Hanne Tøttrup

Perleuglen er en ret lille ugle med et stort hoved og store, gule øjne. Den har en meget smuk fjerdragt, hvor oversiden er brun med små hvide pletter/perler og undersiden hvidlig med svage, brune pletter. De udfløjne unger er derimod mørkt chokoladebrune med forskelligartede hvide indslag i ansigtet.

Den lille ugle er bedårende, charmerende, nysgerrig, ret så tillidsfuld, men den er også en mystisk fugl, der er svær at få øje på i nattens mulm og mørke og den viser sig måske kun som en flygtig silhuet. Nemmere er det at få den at høre, da dens klangfulde stemme, der består af serier af gentagne dybe po-på-på-på-på-på-fløjtetoner, som stiger i tonehøjde og tempo, kan høres op til 3 km væk på helt stille aftener.

Den synger så smukt, og hører man den tillige en måneklar vinternat dybt inde i skoven, hvor skovbunden er dækket af hvid, glitrende sne, er hele sceneriet af overvældende, eventyrlig karakter.

En lidt grænseoverskridende og spændende naturoplevelse var det også en sommernat at sidde hele natten igennem ved en perleuglekasse med alle sanser spændt til bristepunktet. Mørket lukkede sig om skoven minut for minut, som aftenen skred frem, og lyset kom så lige så stille tilbage ved daggry, snigende sig ind mellem alle træstammer. Det stemningsfulde blev så yderligere understreget af kontaktkald fra de fodrende forældrefugle og ungelyde fra kassens indre.

Første gang jeg hørte en Perleugle synge var i marts 1993 i Almindingen. Siden er det blevet til rigtig mange genhør, men oplevelsen er stor hver eneste gang og hvert år glæder jeg mig til at komme rundt i de bornholmske skove for at finde og lytte til denne lille energiske, charmerende ugle.

Hanne Tøttrup