
Ederfugl han – foto Per C. Pedersen
Jeg har igennem alle mine år som fuglekigger holdt af ederfuglene, der næsten ses året rundt langs de bornholmske kyster. Ederfuglen hører til mine favoritter blandt fuglene. Hannens fantastiske sorthvide dragt med svagt lyserødt skær på bugen og med den flaskegrønne nakke er altid et studie værd. Hunnens dragt er et studie i æstetik og byder på en stor variation i mønstre og brunlige kulører, der er kamuflerede når hun ligger på reden i klipper og langs mure. Oveni det, den stemningsfulde lydkulisse de laver i yngletiden med hannernes u-oh o-uh- og hunnernes gak—gak lyde. Det er med til at gøre ederfuglene til noget særligt for mig.

Ederfugl hun i det grønne – foto Per C. Pedersen
På Christiansø og Frederiksø har man de bedste muligheder for nære studier af dragter og yngleadfærd. Det bliver jeg ved med at glæde mig over at iagttage. Hunner med ællinger på deres første tur på vandet er en dejlig oplevelse, der dog kan byde på grumme oplevelser, når dårligt vejr og måger gør et stort indhug i antallet af ællinger.
Når de første småflokke af ederfugle begynder at komme i februar, så er forårstrækket så småt begyndt. Jeg glæder mig stadig over forårsdage på Hammeren med et godt træk af ederfugle. Det er et herligt syn at se den ene ederfugleflok afløse den anden på en dag i klart vejr og med vinden fra NV. På sådanne dage i marts og april kan man være heldig, at de kommer tæt på kysten. Jeg husker stadig en dag med over 50.000 trækkende ederfugle, som en af de største fugleoplevelser jeg har haft.

Ederfugl hun i dunforet rede – foto Per C. Pedersen
På vores kystfugletællinger er ederfuglene blevet færre år efter år. Ederfuglene er desværre i kraftig tilbagegang i Østersøen. Fødegrundlaget er tilsyneladende langt fra optimalt og er afgørende for bestanden.
Håber denne ynglesæson har været god for min yndlingsfugl – glæder mig til efterårstrækket.
Per C. Pedersen