Heldig månedstur

Normalt er mine månedsture den 1. søndag i måneden. Men her i april havde jeg bestemt, at turen skulle gå til Christiansø torsdag den 5. april. Meget heldigt for det var jo snestorm søndag den 1. april.

11 deltagere mødte op på Gudhjem Havn kl. 09.30. Derudover Marie og Tonny fra TV-2 Bornholm. De fulgte med hele vejen for at få (godt) stof til næste EKKO mandag den 23. april. Vi sejlede i næsten stille vejr med postbåden Peter. Altid en fornøjelse at sejle med det gode gamle skib, der ligger bedre i søen end Ertholmen, der var til reparation.

Alke på Christiansø - foto Richard Ipsen

Alke på Christiansø – foto Richard Ipsen

Overfarten gav 70 Sangsvaner i én flok på vandet, nogle Alke og Lomvier samt Sanglærker 1 meter over vandet. Vi lagde ud med at gå til Frederiksø, hvor dog kun én Ederfugl lå på rede. Senere fandt vi også en rede på Christiansø. Vinteren var sikkert skyld i, at ikke flere var begyndt at ruge.

Både Rødstjert og Husrødstjert blev spottet samt mange Rødhalse. Mindst 30 blev set. Også en Rødtoppet Fuglekonge blev set fouragere på jorden i et buskads. Den var ikke meget for at vise sig frem, men mon ikke de fleste den dag så en ny fugleart.

Farvandet mellem Frederiksø og Græsholmen var et stort mylder af flere tusinde Lomvier, 1000 Ederfugle og næsten ligeså mange Alke. Gråstrubet Lappedykker og Toppet Skallesluger blev set. Nogle Gråsæler blev spottet på øen Tat.

Frokosten blev indtaget i Kongens Have. Her hyggede vi os, og vi var glade for det fine solskinsvejr. Ringdue, Dompap, Hvid Vipstjert, Sangdrossel, Solsort, Gråsisken m.v. blev set og hørt.

Rødtoppet Fuglekonge - foto Carsten Andersen

Rødtoppet Fuglekonge – foto Carsten Andersen

På havnen talte vi med øens ældste mand på 84 år. Han oplyste, at ingen havde set noget til den famøse Sule siden midt i januar. Så den er formentlig død, eller også er den mod forventning flygtet bort fra Ertholmene og Bornholm. Øv!

Én af deltagerne, Carsten fra København var på Ertholmene for første gang. Ja, det var i øvrigt kun hans 2. besøg på Bornholm. Han blev vist tv-folkenes nye star, idet han blev filmet og udspurgt en del. Han oplyste, at fugle havde han ikke så meget forstand på. Alligevel kunne han efter turen huske og udtale næsten alle fuglearter korrekt – så mon ikke han vidste lidt mere end som så. Alle var glade og tilfredse med denne lidt usædvanlige månedstur.

Jeg siger tak til alle deltagerne incl. TV-2 Bornholm.

EILIF