Min yndlingsfugl

Hvert år hen imod 10. maj begynder jeg at lytte og kigge op herhjemme på Blykobbevej. Er mursejlerne kommet i dag? Der er en koloni i Gartnervangen, men fuglene fouragerer gerne herude også. Mursejlerne er en af prikkerne over i-erne i fugleforåret. Når de kommer, så er det høj-forår.

De er nogle fantastiske flyvere, ultraslanke, lynhurtige og akrobatiske i deres jagt på flyvende insekter, men det er først og fremmest deres stemme, der for mig gør dem til noget særligt. Deres høje, ivrige skrig udstråler sådan en livsenergi, så det nærmest smitter af på mit humør.

Jeg har en årrække for mange år siden boet i København og omegn. Der var ikke så mange forskellige fugle, men der var mursejlere, og deres skrig gav genlyd i de smalle gader. Allerede dengang satte jeg stor pris på dem, når de i småflokke jog rundt mellem hustagene. På den måde markerede de årstiden også herinde i byen.

Vi skal huske at glæde os over dem, mens de er her, for allerede omkring 10. august trækker de væk igen, på vej mod tropisk Afrika. Herlig dansk fugl, men det er jo ret beset kun en meget begrænset tid, de tilbringer her, ca. 3 ud af årets 12 måneder.

Det er disse oplevelser, der for mig gør mursejlerne til noget særligt, men derudover er det jo på mange måder en spændende fugl. Dens fødder er nærmest rudimentære, og den tilbringer kun meget lidt tid med fast grund under fødderne. I yngletiden er den nødt til det, men derudover er det meget lidt. De kan hvile og sove på vingerne i luften – utroligt!. Ved dårligt vejr kan de dog søge ly på mure og klipper.

For mange år siden, det må have været sidst i 1960-erne, havde vi fuglefolk fået lov at overnatte i det daværende sirenehus ude i klitterne på Dueodde. På huset sad en stor tragt, hvor tågehornet i sin tid havde kunnet brøle ud af ved usigtbart vejr. Det var dog allerede nedlagt på den tid. Tragten indsnævredes inde i huset til et snævert rør med en række samlinger og drejninger. En morgen kunne Finn og jeg høre vingebasken fra røret, og det kunne vi ikke rigtigt sidde overhørige. Det lykkedes at åbne en af samlingerne, og ud kom – en mursejler. Den havde åbenbart søgt ly i tragten, men da denne jo snævrede ind, kunne den ikke vende igen – en ren dødsfælde. Den slap fri, men nede i røret lå adskillige andre mursejlerrester, genkendelige på det typiske, brede næbparti.

Mursejlerne har en lidt speciel livscyklus. De bliver først kønsmodne og yngler, når de er ca. 4 år, og de lægger kun ét kuld årligt på 2-3 æg. Til gengæld kan de blive gamle, hvis livet ellers lykkes for dem. Man har aflæst ringmærkede fugle på op til 21 år.

Jens Christensen

Det var et ønske om, at lære mere om fuglelivet på Bornholm, der resulterede i at jeg meldte ind i DOF Bornholm, for et år siden.
Jeg kan se tilbage på et år, hvor det har været både lærerigt og en stor fornøjelse at deltage i DOF Bornholm’s ture. Sikke mange fugle jeg har set og hørt, guidet af erfarne og dygtige fugleeksperter!

Jeg har, så længe jeg kan huske, været fascineret af fugle. Jeg har mange ynglingsfugle, men da jeg nu skal vælge en, bliver det solsorten.
Jeg ved, at foråret nærmer sig, når jeg en tidlig og mørk februar morgen, hører hannens smukke sang igen og ved at nu kan den høres frem til det tidlige efterår.
At sidde udenfor, en sommeraften, og lytte til solsortens betagende sang, ja jeg ved ikke noget mere fredfyldt. Er det en stille aften, kan man høre at sangen bliver besvaret af en solsort længere væk.

Solsorten er en af de fugle, vi kan have fornøjelsen af at iagttage på tæt hold i vores haver og skove. Det er Danmarks mest talrige ynglefugl, langt de fleste er standfugle og de skifter menukortet ud alt efter årstiden. Om sommeren lever de af insekter, larver og regnorme og om vinteren af bær og frugter, især æbler.

Jeg har i mange år fulgt ynglende solsorte par i vores have. Lige fra hannens sang, for at markere territorium og tiltrække en hun, til deres ihærdige jagt efter føde til de nyudklækkede unger. Sjovt ser det ud, når solsorten hopper rundt på græsset med hovedet på skrå, som om den kan høre regnormene nede i jorden? Den har ihverfald ofte held med at finde og hive regnorme op. De hjælpes ad med at fodre ungerne og kan få op til tre kuld unger på en sommer.

Da vi for snart 22 år siden flyttede tilbage til Bornholm og fik vores egen have, blev det her vi tilbragte en stor del af den første sommer. Vores nabo var også tit i sin have, og til min store undren fløjtede han den samme strofe igen og igen til melodien: “Under den hvide bro” Efter et stykke tid fandt jeg så ud af, at det var kvarterets solsort der fløjtede: “Under den hvide bro” og ikke min nabo
Om det var tilfældigt, at det lige var den melodi den fløjtede vides ikke, men fakta er, at solsorten kan efterligne melodier, skabt af mennesker, og synge hinandens motiver.

Jeg glæder mig til snart at høre solsortens smukke sang igen og til endnu flere spændende ture med DOF Bornholm i det nye år.

Bitten Brandt

Isfuglen, alcedo atthis, er min ynglingsfugl ! Jeg er meget betaget af dens ualmindelige smukke farver, og af dens hurtighed.

Isfugle – foto Joefrei, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

Jeg lærte den at kende som Kingfisher, for jeg boede bogstaveligt talt midt i Okavango Deltaet i Botswana, for mange år siden. Et sandt eldorado for fugle – og gamelife elskere.
Når vi sejlede ned ad floden, oplevede vi disse hurtige azurblå/ turkise “lyn”, der glimtende forsvandt mellem sivene. Den er en fremragende fisker, hvis man er så heldig at nå at se det!

Mange år senere, så jeg vores “egen” Isfugl på Kolding egnen, ligeså fascinerende, som den i det sydlige Afrika. Her på Bornholm er vi også så heldige at have den flere steder, man kan se den i Ferskesø, ved Skovly, i Rønne Sydhavn og Zartmannsvej Søen.

Men det kræver tålmodighed, at få den at se, har man det, bliver man belønnet med synet af denne smukke “fisker”, ja, efter min mening, lever den helt op til sit engelske navn, Kingfisher.

Lisbeth Nilsson

Lige så længe jeg kan huske det, har blåmejsen været min yndlingsfugl.

Da jeg var barn blev jeg fascineret af den smukke blå farve og de flotte aftegninger. Desuden hører den jo også med i gruppen af de nuttede mejser, samtidig med at den også ser lidt fræk ud. Det var også dejligt at den var så almindelig, at jeg rigtig kunne studere den på foderbrættet, hvor jeg ofte så den parvis.

Om det skyldes de flotte grafiske aftegninger, eller den sjældne blå farve ved jeg ikke, men det har altid været forholdsvist nemt at finde diverse ting med blåmejse motiv. Så andre må også være vilde med den. Især min mor har været dygtig til at spotte mange forskellige ting med blåmejse.

Min seneste gave er en halskæde med en blåmejse udskåret i træ, som jeg bærer ved særlige lejligheder. Jeg har også 2 blåmejser i glas, hvor lyset rigtig kan skinne igennem de smukke blå/gule farver. Til min 40 års fødselsdag fik jeg et stort maleri af en farveløs blåmejse, hvor farverne kun er omkring fuglen. Da kommer de grafiske aftegninger virkelig frem. Det synes jeg også er meget smukt.

Da jeg blev voksen lærte jeg så mere om blåmejsens biologi, og jeg husker tydeligt da en anden fuglekigger påpegede dens voldsomme temperament!
Jo, det var da rigtigt nok, nu jeg tænkte over det. Men kunne jeg have en yndlingsfugl som er så hidsig? – for et eller andet sted så identificerer man sig jo med sin yndlingsfugl.
Svaret er blevet et ja. Jeg er slet ikke i tvivl. For ved lidt efterrationalisering, så har mit eget temperament gennem årene udviklet sig i retning af blåmejsens 🙂
Den har altid været og vil altid være min yndlingsfugl.

Henriette Tøttrup Hansen

Af: Therese Sachs

Min glæde over fuglekongen – denne lillebitte, charmerende fugl – stammer tilbage fra min barndoms ophold på Christiansø.
Lige fra jeg var helt lille, har jeg haft det privilegium at kunne være flere uger på Christiansø hvert år – sommer, efterår og forår. Og al den tid jeg husker, har der været fuglefolk på Christiansø. Og fuglefolkene har altid – ligesom nu – været rigtig gode til at fortælle os andre om øens mange fugle. Både de fugle der bor på øen og de, der passerer den og raster på den.

På den måde blev min interesse for fuglelivet på øen vakt. Man var jo også lidt stolt, når man tilbage i København kunne berette, at vi på Christiansø havde rugende edderfugle ved trappen til vores hytte, og at Græsholm altså var det eneste sted i Danmark, hvor de små runde, pingvinfarvede alke ynglede.
Når jeg var på øen i efterårsferierne, var det især spændende at høre fuglefolkene fortælle om trækfuglenes lange ruter og få lov at kigge med, når nettene blev tømt og de små fugle ringmærket, inden de fløj videre på deres færd ud over Østersøen.

Jeg husker også de mange døde og kvæstede fugle vi fandt rundt omkring, når det havde blæst eller når fuglene var stødt ind i fyret – eller hvad der nu var sket.
Men blandt den brogede flok af store og små fugle på øen var det fuglekongen, jeg holdt mest af. Den blev min yndlingsfugl.

Måske blev fuglekongen min yndlingsfugl fordi jeg holdt af historien om, hvordan fuglen ved hjælp af klogskab og list blev fuglekonge. Det var jo fordi, fuglene besluttede, at den fugl, der kunne flyve højest mod solen, skulle vinde titlen. De fløj alle op, og ørnen var den, der nåede højest. Men ørnen havde ikke bemærket, at en lille fugl havde sat sig oven på den. Denne lille fugl kom derfor tættest på solen, blev fuglekonge og fik solens farve som krone på toppen af sit hoved.

Men måske blev fuglekongen også min yndlingsfugl , fordi den har en meget stor nuttethedsfaktor og et evigt ”barnligt” udseende, og fordi den umiddelbart virkede så menneskevant og tam. Den hoppede jo foran os på stierne og flyttede sig knap nok, når vi gik forbi den. Det var jo besnærende og hyggeligt. Senere har jeg fået at vide, at de ”tamme” fugle nok snarere var meget udmattede efter de lange stræk, de havde fløjet.

Anyway – den lille, runde fugl, med de fine farver og solens farve på hovedet blev min barndoms yndlingsfugl. Og ingen anden fugl har siden kunnet slå den af pinden.

Links:
https://www.christiansoe.dk/naturen/fugle/
https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=13140
Fortællingen om, hvordan fuglekongens fik sit navn findes i mange varianter – her er historien taget fra fra Kristeligt Dagblad 12. januar 2013 (Dorte Schleimann) https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/da-fuglekongen-fik-sit-navn

Forord

Min far var min natur-mentor.
Fra jeg var barn, og senere teenager og nu voksen, og indtil min far forlod denne verden, var han den, der lærte mig om naturen.
Lærte mig at se og lytte i og til naturen.
Lærte mig at opdage, forundres og samtidig værne om naturen.
Han var den, der gav mig den vidunderlige og enestående gave det er at holde af naturen – på den rigtige måde.

Derfor elsker jeg skove, strande, søer og moser og de dyr, der færdes i alle naturtyper: Fugle, insekter, padder, krybdyr og pattedyr. Men jeg må indrømme, at selvom jeg har haft mus, smaragdfirben, stålorme, fisk, leguan og undulater i bure, terrarier og akvarier, og selvom jeg både har nydt at iagttage rådyr, ræve og spidsmus i de tidlige morgentimer i en smuk forårsskov, eller fanget frøer og vandinsekter om sommeren i et sundt vandhul, eller løftet sten og gamle træstykker om efteråret ved skovstier for at finde insekter og krybdyr, er det fuglene, der har vundet mit hjerte.

Disse flygtige, fjerklædte, smukke efterkommere af dinosaurerne er mine favoritdyr, og de har givet mig mit livs bedste naturoplevelser sammen med min far, alene eller i selskab med andre ”fugletosser”.

Min yndlingsfugl

Alle fugle fascinerer mig, og i min verden var de alle lige dejlige, smukke og spændende, indtil jeg en kold vinterdag stødte på en flok små, dunede, hvide, sorte og lyserøde fugle med lange haler.

Det var en frostklar, vindstille formiddag i december måned 1966. Sneen dalede stille ned fra en lysegrå himmel som små bløde vattotter, og ved en lille mose omringet af unge, hvidstammede birketræer, så jeg dem. Der var 9 i alt.

Det var hele familien ”halemejse”, der stille kvidrede og fløjtede til hinanden. De var meget tillidsfulde, mens de hang der i grenene, nogle med hovedet nedad, andre mens de vimsede rundt på de yderste tynde, tynde grene, nærmest som akrobater i et fantastisk show opført i naturen med mig som tilskuer.

Jeg glemmer det aldrig. Jeg sendte et pift afsted til min far (vores måde at kommunikere videre til hinanden, at nu var der en naturoplevelse, som skulle deles), og sammen fik vi lov til at være vidner til dette smukke syn, og vi følte os begge meget heldige og meget glade.
Sådan blev jeg ”hooked” på halemejser og deres forunderlige verden, for disse fugle er ikke ”kun” yndige, bedårende og nuttede, men de er også trofaste, sociale, familie-orienterede og kloge (sidstnævnte står for egen regning).

Halemejsen, som ikke er en mejse, men hører til sin egen familie ”halemejserne”, er en fugl på 15 cm, hvor halen udgør de 10. Den har et lille bitte næb, som har lige den rette størrelse til at fortære små edderkopper, insekter og birkefrø.

I Danmark har vi hele 2 halemejse-racer : Den Nordlige , med helt hvidt hoved og den Sydlige, der har et sort bånd over øjet til nakken.
Ofte i fællesskab med deres voksne unger og andre familiemedlemmer skaber halemejser bløde, runde reder, der er forede med mos, fjer, lav og spindelvæv, så deres unger (8-12) kan ligge godt og rart.
Halemejsefamilierne holder desuden sammen i små flokke, efter at ungerne er fløjet fra reden, og familiemedlemmer hjælper til med fodringen af den nye slægt. Jo, halemejsen er ikke blot en bedårende fugl, den er også en meget social fugl.

Om vinteren er fuglene endnu mere utrolige i deres omsorg for hinanden, da medlemmer af halemejse-familien sidder sammen og varmer hinanden, når frosten bider, og nætterne er kolde. Mange småfugle dør, når den nordiske vinter er hård, men halemejserne har fundet et system, der ofte kan redde slægten fra kuldedøden.

Jeg har siden min første oplevelse med halemejser tilbragt mange gode stunder i deres selskab. I Bastemosen har jeg jævnligt stødt på små flokke af pludrende halemejser. I Paradisbakkerne træffer jeg dem ofte sammen med musvitter, blåmejser, sortmejser og træløbere i de såkaldte ”Mejsetog”, hvor ligesindede frø– og insektspisende småfugle flyver sammen på fourageringstogter i vore danske skove.

I min sommerhushave i Ebeltoft har jeg endda haft fornøjelsen af halemejser ved foderbrættet, ivrigt guffende løs på fedtkugler i vintermånederne.

Ja. Sådan er det bare

Halemejsen er og bliver min yndlingsfugl, simpelthen fordi den er modig, social, spændende og bedårende.

My Størup

” Se den lille stær den er åh så fornøjet ”.
Siden jeg, som ” Blåmejse ” i slutningen af 50 ’erne, sang denne sang i Neksø Spejdertrop, har stæren altid betydet noget særligt for mig. Ikke mindst sangens mange metafoer var med til at vække min interesse for fuglen.
Pudsig sang til en pudsig fugl.

Stæren er en dejlig forårsbebuder, der straks efter ankomsten i februar – marts begynder at synge.
Mange har sikkert lyttet til stærens sjove sang, der foruden en masse knirkende og skrattende lyde kan indeholde en del efterligninger af såvel dyrelyde som menneskeskabte lyde.
Stæren lægger 5 – 6 æg, et kuld årligt, ruger i 12-14 dage og har en levealder fra 2-5 år og op til 22 år.

Stæren søger gerne føde i flokke, der i løbet af sommeren kan blive meget store. Allerede nu, i midten af juli, ser vi dem flere gange i løbet af dagen her i haven i store flokke søge efter orm og gåsebillelarver, og først på aftenen samles flokkene for at lave flyveøvelser over byen for derefter at overnatte kollektivt i rørskove og pilekrat i søer og moser. I det sønderjyske marsklandskab kan disse flokke blive meget store og tiltrækker hvert år forståeligt nok mange mennesker. Fantastisk naturfænomen som kaldes ”Sort Sol”.

Ifølge ”Fugleatlas De Danske Ynglefugles Udbredelse” af Thomas Vikstrøm og Charlotte M. Moshøj m.fl., er den aktuelle ynglebestand ikke estimeret. Den blev sidst i 1980’ erne bedømt til ”flere hundrede tusind par” og i 1993 – 94 til 660.000 par. Stærens punkttællingsindeks udviser en betydelig, langsigtet nedgang; siden midten af 70’ erne vurderes ca. 70 % af de danske ynglepar at være forsvundet. Der er imidlertid betydelig forskel på udviklingen i de forskellige dele af landet. Således er tilbagegangen meget større på Øerne og i Vestjylland end i den østlige del af Jylland. Bedst går det dog for bestanden på Bornholm (Heldberg et al. 2016). Den europæiske bestand estimeres til 28,8 – 52,4 mio. par.

Selvom det går godt for stæren på Bornholm, så vil jeg nu her gerne opfordre alle, som endnu ikke har en stærekasse i haven, til at få en sat op – til stor glæde for både dig og stærefamilien.

”Fuglene flyver i flok når de er mange nok. Livet er ikke det værste man har. Og om lidt er kaffen klar.” Benny Andersen

Nie Ramhøj

Ederfugl han – foto Per C. Pedersen

Jeg har igennem alle mine år som fuglekigger holdt af ederfuglene, der næsten ses året rundt langs de bornholmske kyster. Ederfuglen hører til mine favoritter blandt fuglene. Hannens fantastiske sorthvide dragt med svagt lyserødt skær på bugen og med den flaskegrønne nakke er altid et studie værd. Hunnens dragt er et studie i æstetik og byder på en stor variation i mønstre og brunlige kulører, der er kamuflerede når hun ligger på reden i klipper og langs mure. Oveni det, den stemningsfulde lydkulisse de laver i yngletiden med hannernes u-oh o-uh- og hunnernes gak—gak lyde. Det er med til at gøre ederfuglene til noget særligt for mig.

Ederfugl hun i det grønne – foto Per C. Pedersen

På Christiansø og Frederiksø har man de bedste muligheder for nære studier af dragter og yngleadfærd. Det bliver jeg ved med at glæde mig over at iagttage. Hunner med ællinger på deres første tur på vandet er en dejlig oplevelse, der dog kan byde på grumme oplevelser, når dårligt vejr og måger gør et stort indhug i antallet af ællinger.

Når de første småflokke af ederfugle begynder at komme i februar, så er forårstrækket så småt begyndt. Jeg glæder mig stadig over forårsdage på Hammeren med et godt træk af ederfugle. Det er et herligt syn at se den ene ederfugleflok afløse den anden på en dag i klart vejr og med vinden fra NV. På sådanne dage i marts og april kan man være heldig, at de kommer tæt på kysten. Jeg husker stadig en dag med over 50.000 trækkende ederfugle, som en af de største fugleoplevelser jeg har haft.

Ederfugl hun i dunforet rede – foto Per C. Pedersen

På vores kystfugletællinger er ederfuglene blevet færre år efter år. Ederfuglene er desværre i kraftig tilbagegang i Østersøen. Fødegrundlaget er tilsyneladende langt fra optimalt og er afgørende for bestanden.
Håber denne ynglesæson har været god for min yndlingsfugl – glæder mig til efterårstrækket.

Per C. Pedersen

Min yndlingsfugl er Hvid Vipstjert. Fuglen er meget almindelig i hele landet. Den er den næst hyppigste registrerede art i Atlas III. Hvid Vipstjert er nem at kende på sin hvide bug, grå ryg og sorte hagesmæk, samt den vippende hale. Han og hun er svære at skelne fra hinanden. Det er en lille tillidsfuld fugl, der ofte forekommer i haver og som man derfor nemt kan se.

Sangen er ikke prangende, men hannen bruger sin kvidren til at tiltrække hunner.

Hvid Vipstjert – foto Ole Pedersen

Hvid Vipstjert er en god fugl for børn at starte med at lære, fordi den er så nem at kende og ofte findes i haver.

Hvid Vipstjert er en insektæder. Når den ser et insekt der flyver, forfølger Vipstjerten insektet i hurtige sving og op og ned. At se den forfølge en sommerfugl er virkelig flot. Tit lykkes det sommerfuglen at undslippe.

Den Hvide Vipstjert yngler i kystklipperne tæt på os hvert år. Parret kommer midt på sommeren på vores græsplæne med ungerne, der skal lære at fange insekter selv.

Ungerne løber efter de voksne og tigger mad et godt stykke tid, det er nemmere end selv at fange insekter. Sidder man stille, løber de helt tæt på, ind til 2 meters afstand. En gang imellem løber de endda ind ad en åbenstående dør for at lede efter insekter indenfor.

Hvid Vipstjert med unge – foto Ole Pedersen

Her er kun fugle om sommeren, Vipstjerter er trækfugle. De ankommer sidst i marts og først i april og forlader os igen i august-oktober.

Vores fugle trækker om vinteren til Italien, Sydfrankrig, Spanien og Marokko.

Ole Pedersen