Min yndlingsfugl

Af: Therese Sachs

Min glæde over fuglekongen – denne lillebitte, charmerende fugl – stammer tilbage fra min barndoms ophold på Christiansø.
Lige fra jeg var helt lille, har jeg haft det privilegium at kunne være flere uger på Christiansø hvert år – sommer, efterår og forår. Og al den tid jeg husker, har der været fuglefolk på Christiansø. Og fuglefolkene har altid – ligesom nu – været rigtig gode til at fortælle os andre om øens mange fugle. Både de fugle der bor på øen og de, der passerer den og raster på den.

På den måde blev min interesse for fuglelivet på øen vakt. Man var jo også lidt stolt, når man tilbage i København kunne berette, at vi på Christiansø havde rugende edderfugle ved trappen til vores hytte, og at Græsholm altså var det eneste sted i Danmark, hvor de små runde, pingvinfarvede alke ynglede.
Når jeg var på øen i efterårsferierne, var det især spændende at høre fuglefolkene fortælle om trækfuglenes lange ruter og få lov at kigge med, når nettene blev tømt og de små fugle ringmærket, inden de fløj videre på deres færd ud over Østersøen.

Jeg husker også de mange døde og kvæstede fugle vi fandt rundt omkring, når det havde blæst eller når fuglene var stødt ind i fyret – eller hvad der nu var sket.
Men blandt den brogede flok af store og små fugle på øen var det fuglekongen, jeg holdt mest af. Den blev min yndlingsfugl.

Måske blev fuglekongen min yndlingsfugl fordi jeg holdt af historien om, hvordan fuglen ved hjælp af klogskab og list blev fuglekonge. Det var jo fordi, fuglene besluttede, at den fugl, der kunne flyve højest mod solen, skulle vinde titlen. De fløj alle op, og ørnen var den, der nåede højest. Men ørnen havde ikke bemærket, at en lille fugl havde sat sig oven på den. Denne lille fugl kom derfor tættest på solen, blev fuglekonge og fik solens farve som krone på toppen af sit hoved.

Men måske blev fuglekongen også min yndlingsfugl , fordi den har en meget stor nuttethedsfaktor og et evigt ”barnligt” udseende, og fordi den umiddelbart virkede så menneskevant og tam. Den hoppede jo foran os på stierne og flyttede sig knap nok, når vi gik forbi den. Det var jo besnærende og hyggeligt. Senere har jeg fået at vide, at de ”tamme” fugle nok snarere var meget udmattede efter de lange stræk, de havde fløjet.

Anyway – den lille, runde fugl, med de fine farver og solens farve på hovedet blev min barndoms yndlingsfugl. Og ingen anden fugl har siden kunnet slå den af pinden.

Links:
https://www.christiansoe.dk/naturen/fugle/
https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=13140
Fortællingen om, hvordan fuglekongens fik sit navn findes i mange varianter – her er historien taget fra fra Kristeligt Dagblad 12. januar 2013 (Dorte Schleimann) https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/da-fuglekongen-fik-sit-navn

Forord

Min far var min natur-mentor.
Fra jeg var barn, og senere teenager og nu voksen, og indtil min far forlod denne verden, var han den, der lærte mig om naturen.
Lærte mig at se og lytte i og til naturen.
Lærte mig at opdage, forundres og samtidig værne om naturen.
Han var den, der gav mig den vidunderlige og enestående gave det er at holde af naturen – på den rigtige måde.

Derfor elsker jeg skove, strande, søer og moser og de dyr, der færdes i alle naturtyper: Fugle, insekter, padder, krybdyr og pattedyr. Men jeg må indrømme, at selvom jeg har haft mus, smaragdfirben, stålorme, fisk, leguan og undulater i bure, terrarier og akvarier, og selvom jeg både har nydt at iagttage rådyr, ræve og spidsmus i de tidlige morgentimer i en smuk forårsskov, eller fanget frøer og vandinsekter om sommeren i et sundt vandhul, eller løftet sten og gamle træstykker om efteråret ved skovstier for at finde insekter og krybdyr, er det fuglene, der har vundet mit hjerte.

Disse flygtige, fjerklædte, smukke efterkommere af dinosaurerne er mine favoritdyr, og de har givet mig mit livs bedste naturoplevelser sammen med min far, alene eller i selskab med andre ”fugletosser”.

Min yndlingsfugl

Alle fugle fascinerer mig, og i min verden var de alle lige dejlige, smukke og spændende, indtil jeg en kold vinterdag stødte på en flok små, dunede, hvide, sorte og lyserøde fugle med lange haler.

Det var en frostklar, vindstille formiddag i december måned 1966. Sneen dalede stille ned fra en lysegrå himmel som små bløde vattotter, og ved en lille mose omringet af unge, hvidstammede birketræer, så jeg dem. Der var 9 i alt.

Det var hele familien ”halemejse”, der stille kvidrede og fløjtede til hinanden. De var meget tillidsfulde, mens de hang der i grenene, nogle med hovedet nedad, andre mens de vimsede rundt på de yderste tynde, tynde grene, nærmest som akrobater i et fantastisk show opført i naturen med mig som tilskuer.

Jeg glemmer det aldrig. Jeg sendte et pift afsted til min far (vores måde at kommunikere videre til hinanden, at nu var der en naturoplevelse, som skulle deles), og sammen fik vi lov til at være vidner til dette smukke syn, og vi følte os begge meget heldige og meget glade.
Sådan blev jeg ”hooked” på halemejser og deres forunderlige verden, for disse fugle er ikke ”kun” yndige, bedårende og nuttede, men de er også trofaste, sociale, familie-orienterede og kloge (sidstnævnte står for egen regning).

Halemejsen, som ikke er en mejse, men hører til sin egen familie ”halemejserne”, er en fugl på 15 cm, hvor halen udgør de 10. Den har et lille bitte næb, som har lige den rette størrelse til at fortære små edderkopper, insekter og birkefrø.

I Danmark har vi hele 2 halemejse-racer : Den Nordlige , med helt hvidt hoved og den Sydlige, der har et sort bånd over øjet til nakken.
Ofte i fællesskab med deres voksne unger og andre familiemedlemmer skaber halemejser bløde, runde reder, der er forede med mos, fjer, lav og spindelvæv, så deres unger (8-12) kan ligge godt og rart.
Halemejsefamilierne holder desuden sammen i små flokke, efter at ungerne er fløjet fra reden, og familiemedlemmer hjælper til med fodringen af den nye slægt. Jo, halemejsen er ikke blot en bedårende fugl, den er også en meget social fugl.

Om vinteren er fuglene endnu mere utrolige i deres omsorg for hinanden, da medlemmer af halemejse-familien sidder sammen og varmer hinanden, når frosten bider, og nætterne er kolde. Mange småfugle dør, når den nordiske vinter er hård, men halemejserne har fundet et system, der ofte kan redde slægten fra kuldedøden.

Jeg har siden min første oplevelse med halemejser tilbragt mange gode stunder i deres selskab. I Bastemosen har jeg jævnligt stødt på små flokke af pludrende halemejser. I Paradisbakkerne træffer jeg dem ofte sammen med musvitter, blåmejser, sortmejser og træløbere i de såkaldte ”Mejsetog”, hvor ligesindede frø– og insektspisende småfugle flyver sammen på fourageringstogter i vore danske skove.

I min sommerhushave i Ebeltoft har jeg endda haft fornøjelsen af halemejser ved foderbrættet, ivrigt guffende løs på fedtkugler i vintermånederne.

Ja. Sådan er det bare

Halemejsen er og bliver min yndlingsfugl, simpelthen fordi den er modig, social, spændende og bedårende.

My Størup

” Se den lille stær den er åh så fornøjet ”.
Siden jeg, som ” Blåmejse ” i slutningen af 50 ’erne, sang denne sang i Neksø Spejdertrop, har stæren altid betydet noget særligt for mig. Ikke mindst sangens mange metafoer var med til at vække min interesse for fuglen.
Pudsig sang til en pudsig fugl.

Stæren er en dejlig forårsbebuder, der straks efter ankomsten i februar – marts begynder at synge.
Mange har sikkert lyttet til stærens sjove sang, der foruden en masse knirkende og skrattende lyde kan indeholde en del efterligninger af såvel dyrelyde som menneskeskabte lyde.
Stæren lægger 5 – 6 æg, et kuld årligt, ruger i 12-14 dage og har en levealder fra 2-5 år og op til 22 år.

Stæren søger gerne føde i flokke, der i løbet af sommeren kan blive meget store. Allerede nu, i midten af juli, ser vi dem flere gange i løbet af dagen her i haven i store flokke søge efter orm og gåsebillelarver, og først på aftenen samles flokkene for at lave flyveøvelser over byen for derefter at overnatte kollektivt i rørskove og pilekrat i søer og moser. I det sønderjyske marsklandskab kan disse flokke blive meget store og tiltrækker hvert år forståeligt nok mange mennesker. Fantastisk naturfænomen som kaldes ”Sort Sol”.

Ifølge ”Fugleatlas De Danske Ynglefugles Udbredelse” af Thomas Vikstrøm og Charlotte M. Moshøj m.fl., er den aktuelle ynglebestand ikke estimeret. Den blev sidst i 1980’ erne bedømt til ”flere hundrede tusind par” og i 1993 – 94 til 660.000 par. Stærens punkttællingsindeks udviser en betydelig, langsigtet nedgang; siden midten af 70’ erne vurderes ca. 70 % af de danske ynglepar at være forsvundet. Der er imidlertid betydelig forskel på udviklingen i de forskellige dele af landet. Således er tilbagegangen meget større på Øerne og i Vestjylland end i den østlige del af Jylland. Bedst går det dog for bestanden på Bornholm (Heldberg et al. 2016). Den europæiske bestand estimeres til 28,8 – 52,4 mio. par.

Selvom det går godt for stæren på Bornholm, så vil jeg nu her gerne opfordre alle, som endnu ikke har en stærekasse i haven, til at få en sat op – til stor glæde for både dig og stærefamilien.

”Fuglene flyver i flok når de er mange nok. Livet er ikke det værste man har. Og om lidt er kaffen klar.” Benny Andersen

Nie Ramhøj

Ederfugl han – foto Per C. Pedersen

Jeg har igennem alle mine år som fuglekigger holdt af ederfuglene, der næsten ses året rundt langs de bornholmske kyster. Ederfuglen hører til mine favoritter blandt fuglene. Hannens fantastiske sorthvide dragt med svagt lyserødt skær på bugen og med den flaskegrønne nakke er altid et studie værd. Hunnens dragt er et studie i æstetik og byder på en stor variation i mønstre og brunlige kulører, der er kamuflerede når hun ligger på reden i klipper og langs mure. Oveni det, den stemningsfulde lydkulisse de laver i yngletiden med hannernes u-oh o-uh- og hunnernes gak—gak lyde. Det er med til at gøre ederfuglene til noget særligt for mig.

Ederfugl hun i det grønne – foto Per C. Pedersen

På Christiansø og Frederiksø har man de bedste muligheder for nære studier af dragter og yngleadfærd. Det bliver jeg ved med at glæde mig over at iagttage. Hunner med ællinger på deres første tur på vandet er en dejlig oplevelse, der dog kan byde på grumme oplevelser, når dårligt vejr og måger gør et stort indhug i antallet af ællinger.

Når de første småflokke af ederfugle begynder at komme i februar, så er forårstrækket så småt begyndt. Jeg glæder mig stadig over forårsdage på Hammeren med et godt træk af ederfugle. Det er et herligt syn at se den ene ederfugleflok afløse den anden på en dag i klart vejr og med vinden fra NV. På sådanne dage i marts og april kan man være heldig, at de kommer tæt på kysten. Jeg husker stadig en dag med over 50.000 trækkende ederfugle, som en af de største fugleoplevelser jeg har haft.

Ederfugl hun i dunforet rede – foto Per C. Pedersen

På vores kystfugletællinger er ederfuglene blevet færre år efter år. Ederfuglene er desværre i kraftig tilbagegang i Østersøen. Fødegrundlaget er tilsyneladende langt fra optimalt og er afgørende for bestanden.
Håber denne ynglesæson har været god for min yndlingsfugl – glæder mig til efterårstrækket.

Per C. Pedersen

Min yndlingsfugl er Hvid Vipstjert. Fuglen er meget almindelig i hele landet. Den er den næst hyppigste registrerede art i Atlas III. Hvid Vipstjert er nem at kende på sin hvide bug, grå ryg og sorte hagesmæk, samt den vippende hale. Han og hun er svære at skelne fra hinanden. Det er en lille tillidsfuld fugl, der ofte forekommer i haver og som man derfor nemt kan se.

Sangen er ikke prangende, men hannen bruger sin kvidren til at tiltrække hunner.

Hvid Vipstjert – foto Ole Pedersen

Hvid Vipstjert er en god fugl for børn at starte med at lære, fordi den er så nem at kende og ofte findes i haver.

Hvid Vipstjert er en insektæder. Når den ser et insekt der flyver, forfølger Vipstjerten insektet i hurtige sving og op og ned. At se den forfølge en sommerfugl er virkelig flot. Tit lykkes det sommerfuglen at undslippe.

Den Hvide Vipstjert yngler i kystklipperne tæt på os hvert år. Parret kommer midt på sommeren på vores græsplæne med ungerne, der skal lære at fange insekter selv.

Ungerne løber efter de voksne og tigger mad et godt stykke tid, det er nemmere end selv at fange insekter. Sidder man stille, løber de helt tæt på, ind til 2 meters afstand. En gang imellem løber de endda ind ad en åbenstående dør for at lede efter insekter indenfor.

Hvid Vipstjert med unge – foto Ole Pedersen

Her er kun fugle om sommeren, Vipstjerter er trækfugle. De ankommer sidst i marts og først i april og forlader os igen i august-oktober.

Vores fugle trækker om vinteren til Italien, Sydfrankrig, Spanien og Marokko.

Ole Pedersen

Ravn – foto Josefine Stenudd – CC BY-NC-ND 2.0

Ravnen er så absolut topscorer hos mig, når talen falder på, hvilken fugl der virkelig kan fascinere mig. Denne musvågestore, sorte, elegante, intelligente og legesyge fugl kan forbløffe mig gang på gang. Vi har et ravnepar boende og ynglende tæt på vores bopæl og jeg har dagligt glæden af at nyde lyden og synet af vores lokale Ravne.

Ravnens enorme stemmemateriale er fantastisk og en kilde til stadig fornøjelse og vantro. Det er også muligt at kommunikere med fuglen og mange gange har jeg stået og ”snakket” med en af Ravnene, når den har siddet i toppen af en af vores store popler, hvor den skæver mistroisk ned til mig, men alligevel ikke kan lade være med at svare med sin flotte dybe basstemme eller med et overraskende ”KLONKK” for så at skifte over til en lys skurrende altstemme.

Det er for mig ganske indlysende, at Ravnen elsker sin flyveevne og sit luftrum, hvilket tydeligt udtrykker sig ved dens eventyrlige legesyge. Særligt i det tidlige forår kan jeg blive totalt opløftet når Ravnene kaster sig rundt i den mest udspekulerede luftakrobatik og jeg er sikker på, at fuglene frydefuldt nyder deres overlegenhed oppe under himlen.

At Ravnen også gennem årtusinder er blevet betragtet som en mystisk og klog fugl, blev jeg allerede som lille skoledreng grebet af, da vores historielærer kunne berette om de to Ravne, Hugin og Munin, der sad på skuldrene af Odin, hvorfra de hver morgen fløj ud i verden og vendte tilbage om aftenen med nyheder fra både guderne og menneskerne, i en moderne forståelsesramme vel nærmest en slags Facebook for Odin i en noget mere elegant udformning.
Talrige forsøg med Ravne har vist, at det er en fugl med et stort indlæringspotentiale og den behøver ikke lang tid til at gennemskue en kompliceret adgang til en godbid.

Så til alle jer fuglekiggere: NYD SYNET OG LYDEN FRA RAVNENE!!

David Nestved.

Min yndlingsfugl er Musvitten

Ifølge A. F. V. Seier, Bornholms fugle 1932: ”Flæskatjiv, Savfilarijnj” mfl. navne på Bornholmsk.

En flittig fugl og Danmarks største mejse, der er udbredt over hele landet. Ifølge ATLAS III fundet ynglende i 2.137 kvadrater (95%).

En glad lille fugl med sit fileri ”Vide vit, Vide vit!” Mon det er Musvitten B. S. Ingemann havde i tankerne? Da han i 1831 skrev I SNE STÅR URT OG BUSK I SKJUL …. ”Giv tid! giv tid! – den nynner glad og ryster de små vinger”.

Fuglen er en flittig gæst ved foderbrættet og vild med solsikkekerner. Yngler gerne i kasser, men også andre steder. Som barn oplevede jeg en gang, en Musvit havde fundet på at yngle i en hul havelågestolpe. Arme unger når havelågen gik op og i ”Dunk, Dunk!”

Desuden har hanner med bredere bryststribe højere status end hanner med smallere bryststribe. Musvitten kan også være en barsk herre. Det kan man set på YouTube https://www.youtube.com/watch?v=ECYD0UxFggo , hvor nogle Musvitter har gang i at hakke hjernen ud på en artsfælle. Det ligger tilsyneladende i generne i fuglen, for A. F. V. Seier, beretter bl.a., i sin bog, at han som dreng, lukkede en Musvit og en Bogfinke sammen i et bur. Om morgenen fandt han Bogfinken død med hjerneskallen hakket itu.

Min tegning ovenfor er fra månedsbladet ”Hesteskoen” som jeg lavede, sammen med en god kammerat, en gang midt i 60’erne.

Erik Jensen

Trane – foto Carsten Andersen

Ingen tvivl om hvilken art jeg vælger til denne titel: Tranen.

Der er ikke mange andre danske fugle, jeg bliver så glad for at møde som Tranen. Selv om det jo er en velkendt, nærmest hverdagsagtig, art får den mig gang på gang at stoppe på køreturen for at nyde synet af landets største landlevende fugl. Selv om arkivet rummer mange tranebilleder, kommer der ofte nye til, for det er en virkelig fotogen art. Stor, letbestemmelig og karismatisk med Europas kraftigste stemme.

I marts beskrev Hanne sin yndlingsfugl Perleuglen som bedårende, charmerende og med en smuk stemme. Det er ikke de kendetegn vi normalt forbinder Tranerne med. De er imponerende, majestætiske og fulde af nordisk urkraft – men ikke specielt yndige. De er også med til at markere årets gang. Allerede i februar ser vi nu om dage de første på øen og de næste par måneder kan deres formidable trompeteren opleves mange steder. Når efteråret kommer, er de store tranetræk desuden en af Bornholms store oplevelser.

Traner ved Udkæret – foto Carsten Andersen

Heldigvis klarer de sig godt her på øen og de seneste par årtier er det gået ufatteligt hurtigt. Det var først i 1990 at arten vendte tilbage som ynglefugl og ved årtusindskiftet var her stadig blot 3-4 par. Bare ti år senere rundede vi dog 25 par og i dag virker det som om, hver lille mose eller røromkranset sø har sit eget ynglepar. Vi har vel næppe under 60 ynglepar!

Med til historien hører, at de har større ynglesucces end noget andet sted i Danmark, hvilket gør Bornholms bestand til noget af verdens tætteste.

Ingen tvivl om at Tranerne kan lide Bornholm – og vi kan lide dem!

Carsten Andersen

Min yndlingsfugl, ja, det må være Perleuglen.

Perleugle – foto Hanne Tøttrup

Perleuglen er en ret lille ugle med et stort hoved og store, gule øjne. Den har en meget smuk fjerdragt, hvor oversiden er brun med små hvide pletter/perler og undersiden hvidlig med svage, brune pletter. De udfløjne unger er derimod mørkt chokoladebrune med forskelligartede hvide indslag i ansigtet.

Den lille ugle er bedårende, charmerende, nysgerrig, ret så tillidsfuld, men den er også en mystisk fugl, der er svær at få øje på i nattens mulm og mørke og den viser sig måske kun som en flygtig silhuet. Nemmere er det at få den at høre, da dens klangfulde stemme, der består af serier af gentagne dybe po-på-på-på-på-på-fløjtetoner, som stiger i tonehøjde og tempo, kan høres op til 3 km væk på helt stille aftener.

Den synger så smukt, og hører man den tillige en måneklar vinternat dybt inde i skoven, hvor skovbunden er dækket af hvid, glitrende sne, er hele sceneriet af overvældende, eventyrlig karakter.

En lidt grænseoverskridende og spændende naturoplevelse var det også en sommernat at sidde hele natten igennem ved en perleuglekasse med alle sanser spændt til bristepunktet. Mørket lukkede sig om skoven minut for minut, som aftenen skred frem, og lyset kom så lige så stille tilbage ved daggry, snigende sig ind mellem alle træstammer. Det stemningsfulde blev så yderligere understreget af kontaktkald fra de fodrende forældrefugle og ungelyde fra kassens indre.

Første gang jeg hørte en Perleugle synge var i marts 1993 i Almindingen. Siden er det blevet til rigtig mange genhør, men oplevelsen er stor hver eneste gang og hvert år glæder jeg mig til at komme rundt i de bornholmske skove for at finde og lytte til denne lille energiske, charmerende ugle.

Hanne Tøttrup