Biologi

Du browser i øjeblikket arkivet for kategorien Biologi

Onsdag eftermiddag d. 15. august var vi ved at lukke dyreklinikken i Åkirkeby, da der kommer et opkald fra Falcks dyreambulance. De har via Dyrenes Vagtcentral (telefon 1812) fået oplyst, at der hopper en rovfugl rundt ved Glappe nær Østermarie. Fuglen, der ikke kunne lette, er blevet indfanget og forsigtigt anbragt i et transportbur. Det drejer sig sandsynligvis om en Musvåge.

Død ung vandrefalk - bemærk sår på højre vingeforkant - foto Carsten Andersen

Død ung vandrefalk – bemærk sår på højre vingeforkant – foto Carsten Andersen

Da ambulancen ankommer, gør Annette og jeg store øjne ved at stå ansigt til ansigt med en stor, flot, ung Vandrefalk! Man får et helt sug i maven. Den er dog i fin stand med undtagelse af et sår på højre vinges forkant. Ved undersøgelsen ser vi desuden, at den bærer danske ringe. Umiddelbart virker såret ikke så alvorligt; men da fuglen stadig ikke er i stand til at flyve, ender vi med at tage et røntgenbillede.

Dette efterlader ingen tvivl om, hvorfor den ikke kan flyve. Albuebenet er fuldstændig knust nær håndroden. Endnu en mavepuster! En sådan skade kan aldrig repareres på en rovfugl, der skal kunne jage med over 100 km/t. Desværre er der ingen anden udvej end at aflive fuglen med det samme. Ringene afslørede, at det drejede sig om den unge hun fra parret i Stubbeløkke-bruddet nær Rønne. Den blev mærket 31. maj og da vurderet til at være 17 dage gammel. Med andre ord blev den kun tre måneder gammel.

Knust radius (albueben) på vandrefalk - foto Carsten Andersen

Knust radius (albueben) på vandrefalk – foto Carsten Andersen

Jeg vil tro, skaden er opstået ved, at den er kommet til at flyve ind i en ledning af en slags under en jagt. Der var i hvert fald ingen tegn på en forbrydelse, da der ingen hagl blev fundet i fuglen. Denne historie er ekstra trist, da vores Vandrefalke jo har haft en rigtig dårlig reproduktion i år med bare to flyvefærdige unger. Mon ikke at kulden i marts har haft en finger med i spillet? Fuglene begynder ynglesæsonen i denne måned og har sikkert startet ekstra tidligt efter forårstemperaturer i februar.

Carsten Andersen

Sølvhejre med fangst - foto Carsten Andersen

Sølvhejre med fangst – foto Carsten Andersen

Sølvhejrer ses efterhånden ganske regelmæssigt på Bornholm.
Årets første indfandt sig 4. april og fra 20. april har en håndfuld opholdt sig omkring Udkæret og Vallensgårdsmose samt Ølene.

29. april var en smuk aften og fra tårnet ved Udkæret var der udsigt til tre fiskende individer. De var gode fiskere og tre gange hev de store fisk op. Ikke så snart de havde fået fat i bytte, slog områdets Fiskehejrer imidlertid til. To gang måtte de derfor overlade fangsten til deres lidt større slægtninge. Blot en enkelt gang lykkedes det at fortære fisken i tide.

I teleskop sås det tydeligt, at en af Sølvhejrerne var ringmærket. På venstre ben bar den en rød plastring med indskriften 6E5.

Oplysningen indsendtes til ringmærkningscentralen og nu er svaret kommet. Fuglen blev mærket som unge 29. maj sidste år i Letland. Nærmere betegnet i et vådområde godt 50 km nordøst for Riga. Fuglen var altså præcis elleve måneder gammel og havde flyttet sig godt 650 km i VSV-lig retning. Selvfølgelig næppe direkte. Mon ikke den har taget turen syd om Østersøen. Eller endnu længere væk.

Sølvhejre med ring - foto Carsten Andersen

Sølvhejre med ringg – foto Carsten Andersen

Mange af de Sølvhejrer som yngler i Nordeuropa overvintrer nemlig omkring Middelhavet. Det kan med andre ord være, at den blot er på vej hjem efter vinterferien og har taget en smuttur til Bornholm. Det kan dog også være, at vi inden for kort tid kan regne arten blandt øens ynglefugle! For at finde Danmarks første ynglefund skal vi bare fire år tilbage, hvor et par blev fundet på Saltholm.

Tidligere var arten vidt udbredt i Europa. Den blev dog efterstræbt for sine smukke prydfjer og udryddet på store dele af kontinentet. Efter en totalfredning er det dog gået fremad for arten.

Sammen med de tiltagende klimaforandringer gør det, at den smukke, næsten en meter høje fugl nu ses langt hyppigere hos os.

Lang rejse fra Letland til Ølene

Lang rejse fra Letland til Ølene

Det er dog bemærkelsesværdigt, at vores allerførste fund ikke er længere tilbage i tiden end marts 2000. I 2003 optrådte endnu et eksemplar og det er mindre end ti år siden, at vi for femte gang gæstedes af arten. 2009 sås for første gang to fugle, mens det blot er de sidste fire-fem år de har optrådt i større tal. Specielt i sensommeren og efteråret ses mange.

Noget kunne tyde på, at der er tale om fugle på træk mod sydligere himmelstrøg fra Baltikum. I hvert fald hvis man kan tolke noget ud fra denne ringmærkede fugls optræden i Udkæret. Det var i øvrigt den blot anden indberetning af en ringmærket Sølvhejre i Danmark siden 2010.

Carsten

Gråænder ved Salthammer - foto Jonas Halberg

Gråænder ved Salthammer – foto Jonas Halberg

Vinterkystfugletællingerne har været foretaget i 1965-1969, hvor de blev udført sidst i februar måned (Génsbøl 1973) og fra 1981-2017 (med undtagelse af 1993-1996). Fra 1981 er tællingerne foretaget medio-ultimo januar.

Resultaterne fra vinterfugletællingerne indgår i NOVANA programmet, der er den officielle danske fugleovervågning, som koordineres af DCE/Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. Data benyttes også internationalt, idet de indgår i International Waterbird Census, der i 2016 kunne fejre sin 50 års fødselsdag. Tallene fra Bornholm samles sammen med data fra 48 andre repræsentative lokaliteter i Danmark. Skal hilse fra vores koordinator Preben Clausen for NOVANA programmet og sige at det er en fantastisk indsats vi leverer.

Her er medtaget data for tællingerne 2003-2018, men der arbejdes videre med at få data for tidligere år, når de kan verificeres. Problemet er at ikke alle tællinger er indrapporteret i Dofbasen, når vi går tilbage i årene, men er baseret på manuelle skemaer. Vi er derfor i færd med rekonstruere tællingerne via tidligere indberettede data til NOVANA programmet.

Læs mere om optællingerne i tal og grafer og hent regneark med alle data.

Mogens T. Kofod og Erik Jensen

Desværre er der indsneget sig en fejl i grafikken på side 7 og 8 i artiklen om Ederfuglene omkring Bornholm 2017 i Gaddisijn september 2017, så grafikken fremstår mangelfuld.
Graferne i artiklen er nu rettet.

Den reviderede artikel kan læses her.

I 2015 kunne vi glæde os over, at et par Vandrefalke efter mange års pause atter havde slået sig ned ved Helligdomsklipperne. Ret hurtigt blev ringene på den tillidsfulde hunfalk aflæst og det viste sig hun stammede fra et Slovakisk udsætningsprojekt. Sæsonen forløb fint til trods for deres valg af en ret eksponeret redehylde og de fik en unge på vingerne i løbet af sommeren.

Vandrefalk til røntgen - foto Annette B. Olesen

Vandrefalk til røntgen – foto Annette B. Olesen

I marts fandt Jens Lund Hansen imidlertid en død Vandrefalk netop ved Helligdommen. Den lå på hvad man må betegne som en plukkeplads og der var ædt af brystkødet, lige som der var hul ind til bughulen i venstre side.

Det viste sig at være vores østeuropæiske hunfalk. Det var en stor ærgrelse – ikke mindst for Merete Mortensen som har fulgt parret nøje for foreningen. Samtidig opstod frygten for, at der kunne være tale om en kriminel handling. Der findes jo stadig rovfuglehadere rundt omkring.
Fuglen blev derfor i første omgang røntgenfotograferet på Åkirkeby Dyreklinik. Heldigvis var der ingen hagl i kroppen på den. Kadaveret blev herefter indsendt til Veterinærinstituttet for videre undersøgelse.

Nu har vi så fået svar herfra. Svaret lyder bl.a. vingefang: 108 cm. Længde: 46 cm. Fuglen var af normalt huld, uden degeneration af brystmuskulaturen og med sparsomme fedtdepoter. Fjerdragten var upåfaldende men manglede dog på venstre side. Der fandtes tegn på ydre vold. Der sås blodkoagel i mundhulen. Hjerte og respirationsorganer fandtes upåfaldende. Leveren fandtes af normal størrelse, farve og tekstur. Forandringer i kirtelmave og kråse skyldes tilstedeværelse af parasitter. De øvrige organer fandtes upåfaldende. Der var ingen tegn på alvorlige smitsomme sygdomme eller på forgiftning.

Altså en ret sund Vandrefalk som ikke er død af naturlige årsager. Det ser dog ikke ud til, at det er mennesker, der står bag. Fundstedet peger på, at en anden rovfugl har været på spil her. Det kunne selvfølgelig have været en Duehøg. Det er nok den eneste art, som kan måle sig i styrke og adræthed med Vandrefalken.

Vandrefalk hun fra Helligdommen - foto Torben Kure

Vandrefalk hun fra Helligdommen – foto Torben Kure

Personligt tror jeg dog, at det er en anden Vandrefalkehun, der er synderen. Det er slet ikke uhørt blandt rovfugle, at artsfæller slår hinanden ihjel. Mistanken bestyrkes af, at Merete få dage efter det triste fund kunne se hanfalken parre sig med en ny hun! Dette er siden sket flere gange og den nye hun er sammen med hannen ved at etablere sig på lokaliteten.

Mon ikke hun simpelthen har ryddet en rivalinde af vejen, for at kunne flytte ind på dette attraktive sted? Den nye fugl har i øvrigt ingen synlige ringe og virker mere sky og ser altså ud til at være en vild fugl. Måske ikke noget dårligt bytte trods alt?

Carsten Andersen

Tangfluemaddiker - foto Carsten Andersen

Tangfluemaddiker – foto Carsten Andersen

Dagens menu er tangfluemaddiker. I øjeblikket er vores strande velforsynet med opskyllet tang og denne danner indirekte fødegrundlag for en lang række fuglearter. For hvis man begiver sig ned i bælterne af den gærende tang, vil man se utallige små fluer myldre rundt. Det er tangfluer som lægger æg i tangen, som siden udvikles til de lækreste energirige, hvide maddiker.

Vadefuglene er med deres lange fintfølende næb som skabt til at sondere sig frem til laverne, som lever dybt nede i tangtæppet. Hele sensommeren ses der jo som bekendt mange fugle fra denne artsgruppe på vores strande. Og det er bestemt ikke uden grund, man snakker om, at der lugter af vadefugle på Nexø Sydstrand, når stanken af rådden tang hænger i luften.

Dværgryle på Salthammer Odde fouragerer på tangfluemaddiker - foto Carsten Andersen

Dværgryle på Salthammer Odde fouragerer på tangfluemaddiker – foto Carsten Andersen

Det er dog langt fra kun på den varme årstid, der er mulighed for at finde tangfluemaddiker. Her om efteråret er der stadig fuld tryk på og den gærende tang hjælper med sin varmeudvikling med til at accelerere udviklingen fra æg over larve til puppe og voksen tangflue.

Og nu er det så mågernes tur til at mæske sig i de nærende maddiker. De har ikke vadefuglenes følsomme, lange næb, men de lærenemme fugle har fundet ud af, at der om efteråret bliver skyllet laver fri ved pålandsvind, når det yderste af tangbælterne blotlægges af bølgerne.
Så i denne tid kan man se flokke af specielt Hættemåger, som skulder ved skulder ligger på havet lige i kanten af tangen og snupper laverne så snart de bliver trukket fri af en bølge, der er på vej ud igen.

Vindrossel ved Sorthat Odde - foto Carsten Andersen

Vindrossel ved Sorthat Odde – foto Carsten Andersen

Gæringsvarmen er overraskende effektiv og selv på en frostdag kan der være over 20 grader nede i tangen. Det betyder, at der ofte ikke lægger sig sne på de mørkebrune bælter af opskyl, som derfor opvarmes langt mere effektiv af vintersolens ellers svage stråler.

Dette har drosler og pibere lært at værdsætte. På f.eks. Sorthat Odde ses derfor vinteren igennem Solsorte, Sjaggere, Engpibere og ind imellem også Vindrosler og Skærpibere i tangen. Deres teknik består af at grave med næbbet i materialet og vende det som om det var visne blade.

Så næste gang du er på stranden og måske synes, at alt det opskyllede tang lugter fælt og er ulækkert at træde på, så tænk hvor mange af vores fugle som simpelthen elsker synet af tangen.

Carsten Andersen

Det er som altid en begrundet bekymring ved brug af afspillet fuglesang i naturen. Men den seneste års stigende brug af smartphones og dertil stigende antal apps med fuglestemmer øger potentielt set problemet. Dorset Wildlife Trust, en organisation for naturbevaring i det sydvestlige England, udtrykker bekymring om den udbredte og stigende brug af smartphone apps med fuglestemmer til at fremspille eller provokere vilde fugle til at synge.
Eksperterne i foreningen fremhæver at man kan aflede eller forstyrre vigtige adfærdsmønstre hos fuglene som f.eks. fodring, opretholdelse af territorium eller pardannelse.
Man kan læse mere om organisationens udtalelser her: Birdsong phone apps ‘harmful’ to birds, say Dorset experts

Pibesvane sammen med sangsvaner - foto Carsten Andersen

Pibesvane sammen med sangsvaner – foto Carsten Andersen

Søndag eftermiddag d. 14. april besøgte jeg Udkæret efter en lang dag i felten. Her stod bl.a. en fin flok Pibesvaner bestående af 32 individer. Det er ikke almindelig med større flokke af rastende pibesvaner her på øens og dette var faktisk den bare tredje flok på mere end en snes eksemplarer siden århundredeskiftet.

Det viste sig ved gennemsyn af flokken, at en af svanerne bar en gul halsring. Desværre puttede netop denne svane straks efter hovedet under vingen for at hvile sig. Jeg nåede således ikke at få aflæst halsringen. Der var ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed og se hvornår den vågnede.

Det gjorde den efter tre kvarter, hvor hele flokken lavede en fin lille opvisning af kurtiseringsadfærd med stemningsfuld lyd på. Endelig kunne nummeret 090E aflæses.

Pibesvanens opholdssteder - foto Carsten Andersen

Pibesvanens opholdssteder

Vel hjemme igen indberettedes nummeret, til den gruppe som står for ringmærkningen. Det sker på siden www.geese.org, som er en fælles indberetningsportal for en række organisationer, som bl.a. tæller DMU i Danmark. Siden kan i øvrigt læses på fire sprog – heriblandt dansk! Når man har indtastet fuglens data, gives der med det samme mulighed for at få fuglens historie. Her viste det sig, at pibesvanen fra Udkæret var mærket i december 2008 på sit vinterkvarter på Texel i Holland. Her vendte den tilbage de to næste vintre og blev flere gange aflæst.

I vinteren 2011/12 opholdt den sig imidlertid i det vestlige Letland, mens den slet ikke blev aflæst i 2012. Midt i januar i år dukkede den så pludselig op i Holland igen. Den er enkelte gange tidligere observeret under forårstrækket i hhv. Nordvesttyskland, Halland og Estland. Dette stemmer fint overens med, at arten yngler på den vidtstrakte øde tundra i det nordlige Rusland – hvor den naturligt nok endnu ikke er aflæst.

Bornholm ligger med andre ord midt i trækkorridoren mellem Holland og Nordrusland. Siden den blev mærket i Holland for næsten 4½ år siden, har den bemærkelsesværdigt nok tilbagelagt mindst 30.000 km. frem og tilbage mellem yngle- og overvintringsområderne. Det svarer til tre fjerdedel af jordens omkreds.

Pibesvane sammen med sangsvaner - foto Carsten Andersen

Pibesvane sammen med sangsvaner – foto Carsten Andersen

Pibesvaneflokken ved Udkæret var i øvrigt sent på den. Normalt topper returtrækket midt i marts og der ses procentvis meget få fugle i Danmark efter 10. april. Den langvarige vinter har uden tvivl en finger med i spillet her. Jeg vil med interesse følge med i, om der bliver indsendt flere iagttagelser af 090E i de kommende måneder og år.

Pibesvaner kan blive op mod tyve år, så der kommer forhåbentlig mange observationer endnu. Og hvem ved – måske den har fået smag for at mellemlande her på øen, så vi atter kan nyde synet af denne smukke lille svane.

Carsten Andersen

Den imponerende Lapugle her fotograferet i Skåne af Carsten Andersen

At dreje hovedet hele vejen rundt er ikke engang noget man overvejer at prøve, men for Uglerne er det en livsnødvendighed. Men hvordan kan det være at blodårene ikke vrides i stykker når halsen kan drejes hele 270 grader til hver side? og hvorfor afskæres ilttilførslen ikke når den gør det?
For nylig fandt et hold forskere fra John Hopkins University School of Medicine et svar…

For at få svaret fyldte forskerholdet farve ind i blodårerne på en død ugle, og kunne med en CT-skanner undersøge fordelingen af den flydende farve i uglens blodåre. En del af løsningen på mysteriet viste sig at skyldes et relativt stort luftrum i nakken af ugler. Dette luftrum beskytter blodårerne mod skader fra hvirvlerne når uglen drejer hovedet rundt. Hos flere pattedyr som f.eks. os mennesker er hulrummet i nakken kun svarende til blodårenes størrelse og gør samme øvelse umulig. Ud over denne tilpasning er blodåren tættest på hjernen ekstraordinært tyk i ugler hvorved et ret stor volumen blod kan agere lager og forsyne hjernen med blod i de nakkestillinger der kan reducere tilstrømningen af iltet blod til hjernen.
Forskningen er netop offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Science og vises i youtube klippet her: How owls Rotate Their… og du kan læse mere om undersøgelsen på Videnskab.dk her

Hannen af den smukke Stor Skallesluger ses her . Klik på foto og se mere. Foto Sune Riis Sørensen

Stor skallesluger han. Foto Sune Riis Sørensen

Årsopgørelsen 2012

2012 blev året, hvor vi fik gang i en Stor Skallesluger – gruppe på Bornholm.

Gruppen består af: Morten Lilleskov Christensen, Karsten Rasmussen, Kell Olsen, Claus Gjerrild, Anders Hartmann og Jan Riis-Hansen.

Vi har bygget 35 nye kasser og havde et par stykker stående i forvejen. Alle kasser er sat op, så vi ser frem til de kommende ynglesæsoner.

Jeg var selv med til at starte projektet i 1997 sammen med ungdomsafdelingen. Der er sat kasser op i 1997, 1998 og 2000, i alt 27 kasser. Projektet kørte desværre kun til 2000, men vi nåede at registrere 3 kasser med ynglesuccces, alle på Nexø Sydstrand.
Læs resten af dette indlæg »

« Ældre indlæg