Biologi

Du browser i øjeblikket arkivet for kategorien Biologi

Desværre er der indsneget sig en fejl i grafikken på side 7 og 8 i artiklen om Ederfuglene omkring Bornholm 2017 i Gaddisijn september 2017, så grafikken fremstår mangelfuld.
Graferne i artiklen er nu rettet.

Den reviderede artikel kan læses her.

I 2015 kunne vi glæde os over, at et par Vandrefalke efter mange års pause atter havde slået sig ned ved Helligdomsklipperne. Ret hurtigt blev ringene på den tillidsfulde hunfalk aflæst og det viste sig hun stammede fra et Slovakisk udsætningsprojekt. Sæsonen forløb fint til trods for deres valg af en ret eksponeret redehylde og de fik en unge på vingerne i løbet af sommeren.

Vandrefalk til røntgen - foto Annette B. Olesen

Vandrefalk til røntgen – foto Annette B. Olesen

I marts fandt Jens Lund Hansen imidlertid en død Vandrefalk netop ved Helligdommen. Den lå på hvad man må betegne som en plukkeplads og der var ædt af brystkødet, lige som der var hul ind til bughulen i venstre side.

Det viste sig at være vores østeuropæiske hunfalk. Det var en stor ærgrelse – ikke mindst for Merete Mortensen som har fulgt parret nøje for foreningen. Samtidig opstod frygten for, at der kunne være tale om en kriminel handling. Der findes jo stadig rovfuglehadere rundt omkring.
Fuglen blev derfor i første omgang røntgenfotograferet på Åkirkeby Dyreklinik. Heldigvis var der ingen hagl i kroppen på den. Kadaveret blev herefter indsendt til Veterinærinstituttet for videre undersøgelse.

Nu har vi så fået svar herfra. Svaret lyder bl.a. vingefang: 108 cm. Længde: 46 cm. Fuglen var af normalt huld, uden degeneration af brystmuskulaturen og med sparsomme fedtdepoter. Fjerdragten var upåfaldende men manglede dog på venstre side. Der fandtes tegn på ydre vold. Der sås blodkoagel i mundhulen. Hjerte og respirationsorganer fandtes upåfaldende. Leveren fandtes af normal størrelse, farve og tekstur. Forandringer i kirtelmave og kråse skyldes tilstedeværelse af parasitter. De øvrige organer fandtes upåfaldende. Der var ingen tegn på alvorlige smitsomme sygdomme eller på forgiftning.

Altså en ret sund Vandrefalk som ikke er død af naturlige årsager. Det ser dog ikke ud til, at det er mennesker, der står bag. Fundstedet peger på, at en anden rovfugl har været på spil her. Det kunne selvfølgelig have været en Duehøg. Det er nok den eneste art, som kan måle sig i styrke og adræthed med Vandrefalken.

Vandrefalk hun fra Helligdommen - foto Torben Kure

Vandrefalk hun fra Helligdommen – foto Torben Kure

Personligt tror jeg dog, at det er en anden Vandrefalkehun, der er synderen. Det er slet ikke uhørt blandt rovfugle, at artsfæller slår hinanden ihjel. Mistanken bestyrkes af, at Merete få dage efter det triste fund kunne se hanfalken parre sig med en ny hun! Dette er siden sket flere gange og den nye hun er sammen med hannen ved at etablere sig på lokaliteten.

Mon ikke hun simpelthen har ryddet en rivalinde af vejen, for at kunne flytte ind på dette attraktive sted? Den nye fugl har i øvrigt ingen synlige ringe og virker mere sky og ser altså ud til at være en vild fugl. Måske ikke noget dårligt bytte trods alt?

Carsten Andersen

Tangfluemaddiker - foto Carsten Andersen

Tangfluemaddiker – foto Carsten Andersen

Dagens menu er tangfluemaddiker. I øjeblikket er vores strande velforsynet med opskyllet tang og denne danner indirekte fødegrundlag for en lang række fuglearter. For hvis man begiver sig ned i bælterne af den gærende tang, vil man se utallige små fluer myldre rundt. Det er tangfluer som lægger æg i tangen, som siden udvikles til de lækreste energirige, hvide maddiker.

Vadefuglene er med deres lange fintfølende næb som skabt til at sondere sig frem til laverne, som lever dybt nede i tangtæppet. Hele sensommeren ses der jo som bekendt mange fugle fra denne artsgruppe på vores strande. Og det er bestemt ikke uden grund, man snakker om, at der lugter af vadefugle på Nexø Sydstrand, når stanken af rådden tang hænger i luften.

Dværgryle på Salthammer Odde fouragerer på tangfluemaddiker - foto Carsten Andersen

Dværgryle på Salthammer Odde fouragerer på tangfluemaddiker – foto Carsten Andersen

Det er dog langt fra kun på den varme årstid, der er mulighed for at finde tangfluemaddiker. Her om efteråret er der stadig fuld tryk på og den gærende tang hjælper med sin varmeudvikling med til at accelerere udviklingen fra æg over larve til puppe og voksen tangflue.

Og nu er det så mågernes tur til at mæske sig i de nærende maddiker. De har ikke vadefuglenes følsomme, lange næb, men de lærenemme fugle har fundet ud af, at der om efteråret bliver skyllet laver fri ved pålandsvind, når det yderste af tangbælterne blotlægges af bølgerne.
Så i denne tid kan man se flokke af specielt Hættemåger, som skulder ved skulder ligger på havet lige i kanten af tangen og snupper laverne så snart de bliver trukket fri af en bølge, der er på vej ud igen.

Vindrossel ved Sorthat Odde - foto Carsten Andersen

Vindrossel ved Sorthat Odde – foto Carsten Andersen

Gæringsvarmen er overraskende effektiv og selv på en frostdag kan der være over 20 grader nede i tangen. Det betyder, at der ofte ikke lægger sig sne på de mørkebrune bælter af opskyl, som derfor opvarmes langt mere effektiv af vintersolens ellers svage stråler.

Dette har drosler og pibere lært at værdsætte. På f.eks. Sorthat Odde ses derfor vinteren igennem Solsorte, Sjaggere, Engpibere og ind imellem også Vindrosler og Skærpibere i tangen. Deres teknik består af at grave med næbbet i materialet og vende det som om det var visne blade.

Så næste gang du er på stranden og måske synes, at alt det opskyllede tang lugter fælt og er ulækkert at træde på, så tænk hvor mange af vores fugle som simpelthen elsker synet af tangen.

Carsten Andersen

Det er som altid en begrundet bekymring ved brug af afspillet fuglesang i naturen. Men den seneste års stigende brug af smartphones og dertil stigende antal apps med fuglestemmer øger potentielt set problemet. Dorset Wildlife Trust, en organisation for naturbevaring i det sydvestlige England, udtrykker bekymring om den udbredte og stigende brug af smartphone apps med fuglestemmer til at fremspille eller provokere vilde fugle til at synge.
Eksperterne i foreningen fremhæver at man kan aflede eller forstyrre vigtige adfærdsmønstre hos fuglene som f.eks. fodring, opretholdelse af territorium eller pardannelse.
Man kan læse mere om organisationens udtalelser her: Birdsong phone apps ‘harmful’ to birds, say Dorset experts

Pibesvane sammen med sangsvaner - foto Carsten Andersen

Pibesvane sammen med sangsvaner – foto Carsten Andersen

Søndag eftermiddag d. 14. april besøgte jeg Udkæret efter en lang dag i felten. Her stod bl.a. en fin flok Pibesvaner bestående af 32 individer. Det er ikke almindelig med større flokke af rastende pibesvaner her på øens og dette var faktisk den bare tredje flok på mere end en snes eksemplarer siden århundredeskiftet.

Det viste sig ved gennemsyn af flokken, at en af svanerne bar en gul halsring. Desværre puttede netop denne svane straks efter hovedet under vingen for at hvile sig. Jeg nåede således ikke at få aflæst halsringen. Der var ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed og se hvornår den vågnede.

Det gjorde den efter tre kvarter, hvor hele flokken lavede en fin lille opvisning af kurtiseringsadfærd med stemningsfuld lyd på. Endelig kunne nummeret 090E aflæses.

Pibesvanens opholdssteder - foto Carsten Andersen

Pibesvanens opholdssteder

Vel hjemme igen indberettedes nummeret, til den gruppe som står for ringmærkningen. Det sker på siden www.geese.org, som er en fælles indberetningsportal for en række organisationer, som bl.a. tæller DMU i Danmark. Siden kan i øvrigt læses på fire sprog – heriblandt dansk! Når man har indtastet fuglens data, gives der med det samme mulighed for at få fuglens historie. Her viste det sig, at pibesvanen fra Udkæret var mærket i december 2008 på sit vinterkvarter på Texel i Holland. Her vendte den tilbage de to næste vintre og blev flere gange aflæst.

I vinteren 2011/12 opholdt den sig imidlertid i det vestlige Letland, mens den slet ikke blev aflæst i 2012. Midt i januar i år dukkede den så pludselig op i Holland igen. Den er enkelte gange tidligere observeret under forårstrækket i hhv. Nordvesttyskland, Halland og Estland. Dette stemmer fint overens med, at arten yngler på den vidtstrakte øde tundra i det nordlige Rusland – hvor den naturligt nok endnu ikke er aflæst.

Bornholm ligger med andre ord midt i trækkorridoren mellem Holland og Nordrusland. Siden den blev mærket i Holland for næsten 4½ år siden, har den bemærkelsesværdigt nok tilbagelagt mindst 30.000 km. frem og tilbage mellem yngle- og overvintringsområderne. Det svarer til tre fjerdedel af jordens omkreds.

Pibesvane sammen med sangsvaner - foto Carsten Andersen

Pibesvane sammen med sangsvaner – foto Carsten Andersen

Pibesvaneflokken ved Udkæret var i øvrigt sent på den. Normalt topper returtrækket midt i marts og der ses procentvis meget få fugle i Danmark efter 10. april. Den langvarige vinter har uden tvivl en finger med i spillet her. Jeg vil med interesse følge med i, om der bliver indsendt flere iagttagelser af 090E i de kommende måneder og år.

Pibesvaner kan blive op mod tyve år, så der kommer forhåbentlig mange observationer endnu. Og hvem ved – måske den har fået smag for at mellemlande her på øen, så vi atter kan nyde synet af denne smukke lille svane.

Carsten Andersen

Den imponerende Lapugle her fotograferet i Skåne af Carsten Andersen

At dreje hovedet hele vejen rundt er ikke engang noget man overvejer at prøve, men for Uglerne er det en livsnødvendighed. Men hvordan kan det være at blodårene ikke vrides i stykker når halsen kan drejes hele 270 grader til hver side? og hvorfor afskæres ilttilførslen ikke når den gør det?
For nylig fandt et hold forskere fra John Hopkins University School of Medicine et svar…

For at få svaret fyldte forskerholdet farve ind i blodårerne på en død ugle, og kunne med en CT-skanner undersøge fordelingen af den flydende farve i uglens blodåre. En del af løsningen på mysteriet viste sig at skyldes et relativt stort luftrum i nakken af ugler. Dette luftrum beskytter blodårerne mod skader fra hvirvlerne når uglen drejer hovedet rundt. Hos flere pattedyr som f.eks. os mennesker er hulrummet i nakken kun svarende til blodårenes størrelse og gør samme øvelse umulig. Ud over denne tilpasning er blodåren tættest på hjernen ekstraordinært tyk i ugler hvorved et ret stor volumen blod kan agere lager og forsyne hjernen med blod i de nakkestillinger der kan reducere tilstrømningen af iltet blod til hjernen.
Forskningen er netop offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Science og vises i youtube klippet her: How owls Rotate Their… og du kan læse mere om undersøgelsen på Videnskab.dk her

Hannen af den smukke Stor Skallesluger ses her . Klik på foto og se mere. Foto Sune Riis Sørensen

Stor skallesluger han. Foto Sune Riis Sørensen

Årsopgørelsen 2012

2012 blev året, hvor vi fik gang i en Stor Skallesluger – gruppe på Bornholm.

Gruppen består af: Morten Lilleskov Christensen, Karsten Rasmussen, Kell Olsen, Claus Gjerrild, Anders Hartmann og Jan Riis-Hansen.

Vi har bygget 35 nye kasser og havde et par stykker stående i forvejen. Alle kasser er sat op, så vi ser frem til de kommende ynglesæsoner.

Jeg var selv med til at starte projektet i 1997 sammen med ungdomsafdelingen. Der er sat kasser op i 1997, 1998 og 2000, i alt 27 kasser. Projektet kørte desværre kun til 2000, men vi nåede at registrere 3 kasser med ynglesuccces, alle på Nexø Sydstrand.
Læs resten af dette indlæg »

Forslugen Slørugle - foto Carsten Andersen

Forslugen Slørugle – foto Carsten Andersen

I denne søde juletid skal man passe på ikke at være for forslugen. Denne historie illustrerer forhåbentlig dette med al tydelighed.

I starten af december blev en stor Slørugleunge fundet død, ved en af de gårde på Østbornholm hvor vi ved arten yngler. Fuglen var ringmærket og det viste sig snart, at den faktisk var blevet ringmærket samme sted minder end to måneder tidligere af David Nestved. På det tidspunkt var ungen i fin form og den største i kuldet. Men nu var den altså død. For om muligt at opklare årsagen til dens triste skæbne bragte Else og Helge Clausen den til Åkirkeby Dyreklinik. Else er jo i øvrigt kendt for at finde døde fugle, idet det også var hende, der foråret 2010 fandt resterne af en rørdrum i Svinemosen.

En udvortes undersøgelse gav ingen fingerpeg om dødsårsagen. Ugleungen var i særdeles god foderstand og virkede endda tykmavet. Der var ingen frakturer på hverken vinger eller ben og ingen blødninger på nogen af de tilgængelige slimhinder. Da vi råder over et godt røntgenanlæg på klinikken, tog jeg et billede af fuglen. Her var heller ingen frakturer at se. Ofte findes halsen ellers brækket på fugle fundet fritliggende nær bygninger eller veje.

Ved nærmere inspektion af billedet viste det sig imidlertid, at der var store mængder ufordøjede knogler i maven på fuglen. Så mange at den må være død af ikke at være i stand til at fordøje det store bytte hurtigt nok. Som det ses på billederne er knoglerne lange og tynde. Sådan ser kun fugleknogler ud. Så den store unge – som jo nok har været den mest forslugne – har slugt en alt for stor fugl. Den er næppe blevet parteret først og ugle kan jo ikke tygge, så den er sandsynligvis røget ned i én bid.

Om den har fået byttet serveret af en af sine forældre, eller selv har fanget det er ikke til at svare på. Fugle udgør normalt en forsvindende lille del af Sløruglernes menu (under 3%), så det er bestemt et usædvanligt fund. Det er dog et kendt fænomen, at Skovhornugler kan flytte ind i staldbygninger om vinteren, hvor de bl.a. ernærer sig ved at fange spurve. Denne adfærd har jeg dog ikke hørt om hos Slørugle. Under alle omstændigheder en trist historie som jo giver anledning til eftertanke i denne julefrokost-tid.

Carsten Andersen