Adfærd

Du browser i øjeblikket arkivet for kategorien Adfærd

Sølvhejre med fangst - foto Carsten Andersen

Sølvhejre med fangst – foto Carsten Andersen

Sølvhejrer ses efterhånden ganske regelmæssigt på Bornholm.
Årets første indfandt sig 4. april og fra 20. april har en håndfuld opholdt sig omkring Udkæret og Vallensgårdsmose samt Ølene.

29. april var en smuk aften og fra tårnet ved Udkæret var der udsigt til tre fiskende individer. De var gode fiskere og tre gange hev de store fisk op. Ikke så snart de havde fået fat i bytte, slog områdets Fiskehejrer imidlertid til. To gang måtte de derfor overlade fangsten til deres lidt større slægtninge. Blot en enkelt gang lykkedes det at fortære fisken i tide.

I teleskop sås det tydeligt, at en af Sølvhejrerne var ringmærket. På venstre ben bar den en rød plastring med indskriften 6E5.

Oplysningen indsendtes til ringmærkningscentralen og nu er svaret kommet. Fuglen blev mærket som unge 29. maj sidste år i Letland. Nærmere betegnet i et vådområde godt 50 km nordøst for Riga. Fuglen var altså præcis elleve måneder gammel og havde flyttet sig godt 650 km i VSV-lig retning. Selvfølgelig næppe direkte. Mon ikke den har taget turen syd om Østersøen. Eller endnu længere væk.

Sølvhejre med ring - foto Carsten Andersen

Sølvhejre med ringg – foto Carsten Andersen

Mange af de Sølvhejrer som yngler i Nordeuropa overvintrer nemlig omkring Middelhavet. Det kan med andre ord være, at den blot er på vej hjem efter vinterferien og har taget en smuttur til Bornholm. Det kan dog også være, at vi inden for kort tid kan regne arten blandt øens ynglefugle! For at finde Danmarks første ynglefund skal vi bare fire år tilbage, hvor et par blev fundet på Saltholm.

Tidligere var arten vidt udbredt i Europa. Den blev dog efterstræbt for sine smukke prydfjer og udryddet på store dele af kontinentet. Efter en totalfredning er det dog gået fremad for arten.

Sammen med de tiltagende klimaforandringer gør det, at den smukke, næsten en meter høje fugl nu ses langt hyppigere hos os.

Lang rejse fra Letland til Ølene

Lang rejse fra Letland til Ølene

Det er dog bemærkelsesværdigt, at vores allerførste fund ikke er længere tilbage i tiden end marts 2000. I 2003 optrådte endnu et eksemplar og det er mindre end ti år siden, at vi for femte gang gæstedes af arten. 2009 sås for første gang to fugle, mens det blot er de sidste fire-fem år de har optrådt i større tal. Specielt i sensommeren og efteråret ses mange.

Noget kunne tyde på, at der er tale om fugle på træk mod sydligere himmelstrøg fra Baltikum. I hvert fald hvis man kan tolke noget ud fra denne ringmærkede fugls optræden i Udkæret. Det var i øvrigt den blot anden indberetning af en ringmærket Sølvhejre i Danmark siden 2010.

Carsten

Der er blevet set mange flere hvidbrynede løvsangere i år end normalt. I nyhedsbrevet fra Naturbasen.dk kan man læse mere om den sørgelige baggrund for at vi har så mange hvidbrynede løvsangere i år:

Hvidbrynet løvsanger

Hvidbrynet løvsanger

I forum på fugleognatur.dk er der gennem tiden blevet postet mange spørgsmål, som har vakt opsigt, således også torsdag morgen, hvor en lille sangfugl blev fundet død på en altan i Birkerød. Finderen Birgitte Frostholm Andersen spurgte, om der var tale om en grønsisken, hvilket er et meget godt bud – i hvert fald hvis ikke man kender til asiatiske sangfugle. Der var nemlig tale om en hvidbrynet løvsanger.

Hvidbrynet løvsanger, som af sine talrige elskere blot omtales ”bryn”, vækker stor glæde blandt fuglekiggerne, men i virkeligheden er historien umådelig trist. Langt hovedparten af de charmerende fugle fortsætter nemlig mod vest og ender formentlig næsten alle i Atlanterhavets bølger, hvis ikke de for en kort stund forsøger at hutle sig igennem på Island eller Færøerne. Eftersom det kun er ungfugle, der farer vild, tyder meget på en medfødt ”kompasfejl”, der desværre bliver fatal for fuglene. De flyver ganske enkelt 180 grader forkert på deres første efterårstræk.

Hvidbrynet løvsanger er suverænt den mest almindelige af de sibiriske trækgæster på afveje. I år er der ekstraordinært mange, og at dømme ud fra antallet af registrerede bryn i folks haver, må der være titusinder i omløb. Kig endelig efter – og husk at bruge ørerne. Fuglens kald er ganske karakteristisk og kan høres på ret lang afstand.

Se billeder af hvidbrynet løvsanger på Fugle og Natur

Se billeder af hvidbrynet løvsanger på Netfugl.dk

Se billeder af hvidbrynet løvsanger på Flickr.dk

Dræbersnegl

“Dræbersnegl” i småfuglerede – Foto: K. Leniowski, E. Węgrzyn & A. Wojton/Taylor & Francis fra artiklen i New Scientist

De såkaldte dræbersnegles rygte er allerede meget dårligt, og det bliver ikke bedre efter den artikel, der nu publiceres i det videnskabelige tidsskrift “Journal of Avian Biology” og som refereres i New Scientist.

Den invasive dræbersnegl eller mere præcist den spanske skovsnegl Arion Vulgaris, har nemlig vist sig at kunne være en alvorlig trussel mod småfugleunger.

Læs mere på Sveriges Ornitologiske Forenings hjemmeside

I 2015 kunne vi glæde os over, at et par Vandrefalke efter mange års pause atter havde slået sig ned ved Helligdomsklipperne. Ret hurtigt blev ringene på den tillidsfulde hunfalk aflæst og det viste sig hun stammede fra et Slovakisk udsætningsprojekt. Sæsonen forløb fint til trods for deres valg af en ret eksponeret redehylde og de fik en unge på vingerne i løbet af sommeren.

Vandrefalk til røntgen - foto Annette B. Olesen

Vandrefalk til røntgen – foto Annette B. Olesen

I marts fandt Jens Lund Hansen imidlertid en død Vandrefalk netop ved Helligdommen. Den lå på hvad man må betegne som en plukkeplads og der var ædt af brystkødet, lige som der var hul ind til bughulen i venstre side.

Det viste sig at være vores østeuropæiske hunfalk. Det var en stor ærgrelse – ikke mindst for Merete Mortensen som har fulgt parret nøje for foreningen. Samtidig opstod frygten for, at der kunne være tale om en kriminel handling. Der findes jo stadig rovfuglehadere rundt omkring.
Fuglen blev derfor i første omgang røntgenfotograferet på Åkirkeby Dyreklinik. Heldigvis var der ingen hagl i kroppen på den. Kadaveret blev herefter indsendt til Veterinærinstituttet for videre undersøgelse.

Nu har vi så fået svar herfra. Svaret lyder bl.a. vingefang: 108 cm. Længde: 46 cm. Fuglen var af normalt huld, uden degeneration af brystmuskulaturen og med sparsomme fedtdepoter. Fjerdragten var upåfaldende men manglede dog på venstre side. Der fandtes tegn på ydre vold. Der sås blodkoagel i mundhulen. Hjerte og respirationsorganer fandtes upåfaldende. Leveren fandtes af normal størrelse, farve og tekstur. Forandringer i kirtelmave og kråse skyldes tilstedeværelse af parasitter. De øvrige organer fandtes upåfaldende. Der var ingen tegn på alvorlige smitsomme sygdomme eller på forgiftning.

Altså en ret sund Vandrefalk som ikke er død af naturlige årsager. Det ser dog ikke ud til, at det er mennesker, der står bag. Fundstedet peger på, at en anden rovfugl har været på spil her. Det kunne selvfølgelig have været en Duehøg. Det er nok den eneste art, som kan måle sig i styrke og adræthed med Vandrefalken.

Vandrefalk hun fra Helligdommen - foto Torben Kure

Vandrefalk hun fra Helligdommen – foto Torben Kure

Personligt tror jeg dog, at det er en anden Vandrefalkehun, der er synderen. Det er slet ikke uhørt blandt rovfugle, at artsfæller slår hinanden ihjel. Mistanken bestyrkes af, at Merete få dage efter det triste fund kunne se hanfalken parre sig med en ny hun! Dette er siden sket flere gange og den nye hun er sammen med hannen ved at etablere sig på lokaliteten.

Mon ikke hun simpelthen har ryddet en rivalinde af vejen, for at kunne flytte ind på dette attraktive sted? Den nye fugl har i øvrigt ingen synlige ringe og virker mere sky og ser altså ud til at være en vild fugl. Måske ikke noget dårligt bytte trods alt?

Carsten Andersen

Storke ved Bräkneryd - foto Berit Cavallin

Storke ved Bräkneryd – foto Berit Cavallin

Tirsdag den 19. maj blev jeg ringet op af en bekendt kl. 15.59, at der gik fire storke på en mark ca. 1 km nord for Aakirkeby, kun knap en km fra Davids, min mands, og min bopæl. Vi kørte til det angivne sted med det samme og kunne se storkene på ca. 100 meters afstand. Tre af storkene var uden ring, mens den sidste var ringmærket med en gul/sort/gul plasticring på højre ben og en mørk metalring på venstre ben. I teleskop med 60x forstørrelse kunne jeg aflæse, at der på langs af benet stod 1121 og på tværs af benet SVS.
Klokken 16.30 måtte vi forlade stedet, da jeg skulle på arbejde, men David kørte derud igen kl. 17.45. Da var storkene imidlertid fløjet, måske grundet forstyrrelser fra en stor sprøjtemaskine, der kørte på marken tæt op ad, hvor storkene havde gået.
Storkene var tilsyneladende kun fløjet ca. 1 km mod nordøst, for fra 17.33-18.20 så Hans Fæster samme dag de fire storke ved Sletteenge, hvor de rastede på braklagt areal og de var der stadig, da han forlod stedet kl. 18.20.

Om aftenen den 19. maj skrev jeg en mail til Berith Cavallin fra det svenske storkeprojekt, da jeg mente, at den ringmærkede stork nok kom derovre fra.
Berith var hurtig til at melde tilbage og skrev, at 1121, en han, blev født i 2009 i indhegningen ved Karups Nygård og blev sluppet løs 26. marts 2014 fra indhegningen nær Simrishamn sammen med sin partner 1124. I 2014 gjorde de et sent og mislykket yngleforsøg på taget af indhegningen. I 2015 har Berith mange gange set 1121 ved Karups Nygård, men ikke hans partner, så Berith tror, at hun måske er omkommet.

Berith har en formodning om, at de tre storke uden ring kan have været i Skåne og har ”hentet” 1121, som næppe ville have begivet sig ud over havet alene.
Den 24. maj ses 1121 igen af Hans Fæster, men denne gang uden de 3 andre storke. 1121 blev set på en nyslået græsmark vest for Udkær, hvor den spankulerede rundt fra kl. 20.22 – 20.37, hvorefter den lettede og fløj mod vest mod Vestermarie.

Siden er den ikke indrapporteret her på øen, men måske er den her endnu?

Hanne Tøttrup

Svalerede overtaget af gærdesmutte - foto David Nestved

Svalerede overtaget af gærdesmutte – foto David Nestved

Vores vognport har gennem flere år været hjemsted for redebyggende Landsvaler og af en eller anden grund har svalerne ikke genbrugt nogen af rederne endnu, så den ene flotte rede hænger ved siden af den anden flere forskellige steder i vognporten.

Imidlertid har en ihærdig og kraftigt insisterende Gærdesmutte taget initiativ til en ombygning af en af svalerederne, så den ligner en dårlig efterligning af den berømte arkitekt Hundertwasser’s ofte meget besynderlige bygninger.

Nu venter vi spændt på, om der skulle være en hungærdesmutte, der evt. vil falde for dette temmelig smarte trick!

David Nestved

Tangfluemaddiker - foto Carsten Andersen

Tangfluemaddiker – foto Carsten Andersen

Dagens menu er tangfluemaddiker. I øjeblikket er vores strande velforsynet med opskyllet tang og denne danner indirekte fødegrundlag for en lang række fuglearter. For hvis man begiver sig ned i bælterne af den gærende tang, vil man se utallige små fluer myldre rundt. Det er tangfluer som lægger æg i tangen, som siden udvikles til de lækreste energirige, hvide maddiker.

Vadefuglene er med deres lange fintfølende næb som skabt til at sondere sig frem til laverne, som lever dybt nede i tangtæppet. Hele sensommeren ses der jo som bekendt mange fugle fra denne artsgruppe på vores strande. Og det er bestemt ikke uden grund, man snakker om, at der lugter af vadefugle på Nexø Sydstrand, når stanken af rådden tang hænger i luften.

Dværgryle på Salthammer Odde fouragerer på tangfluemaddiker - foto Carsten Andersen

Dværgryle på Salthammer Odde fouragerer på tangfluemaddiker – foto Carsten Andersen

Det er dog langt fra kun på den varme årstid, der er mulighed for at finde tangfluemaddiker. Her om efteråret er der stadig fuld tryk på og den gærende tang hjælper med sin varmeudvikling med til at accelerere udviklingen fra æg over larve til puppe og voksen tangflue.

Og nu er det så mågernes tur til at mæske sig i de nærende maddiker. De har ikke vadefuglenes følsomme, lange næb, men de lærenemme fugle har fundet ud af, at der om efteråret bliver skyllet laver fri ved pålandsvind, når det yderste af tangbælterne blotlægges af bølgerne.
Så i denne tid kan man se flokke af specielt Hættemåger, som skulder ved skulder ligger på havet lige i kanten af tangen og snupper laverne så snart de bliver trukket fri af en bølge, der er på vej ud igen.

Vindrossel ved Sorthat Odde - foto Carsten Andersen

Vindrossel ved Sorthat Odde – foto Carsten Andersen

Gæringsvarmen er overraskende effektiv og selv på en frostdag kan der være over 20 grader nede i tangen. Det betyder, at der ofte ikke lægger sig sne på de mørkebrune bælter af opskyl, som derfor opvarmes langt mere effektiv af vintersolens ellers svage stråler.

Dette har drosler og pibere lært at værdsætte. På f.eks. Sorthat Odde ses derfor vinteren igennem Solsorte, Sjaggere, Engpibere og ind imellem også Vindrosler og Skærpibere i tangen. Deres teknik består af at grave med næbbet i materialet og vende det som om det var visne blade.

Så næste gang du er på stranden og måske synes, at alt det opskyllede tang lugter fælt og er ulækkert at træde på, så tænk hvor mange af vores fugle som simpelthen elsker synet af tangen.

Carsten Andersen

Halsringmærket Sangsvane - foto Hans Fæster

Halsringmærket Sangsvane – foto Hans Fæster

I denne vinter har der været usædvanlig mange sangsvaner på Bornholm. Flere gange i december er der konstateret mindst 100 og måske i alt 120 rastende, især syd og nord for Rønne. Og på et af billederne fra Højegårdsvej lyser 83 op på en af de korteste eftermiddage.
Siden den 21. januar er der nu også dukket en halsringmærket sangsvane op, mørkeblå ring 3H59. – Og jeg har prøvet å finde et mønster i den historie som de indtil videre 35 aflæsninger af denne ring (jf. http://www.geese.org/Ganzen/index.jsp?language=DK) kan fortælle.

Det viser sig at den er blevet ringmærket ved en lufthavn i Litauen 11. august 2011. Datoen angives som dens fødselsdag, så dens forældre er vel lokale ynglefugle. Den blev samtidig forsynet med en metalring om det ene ben, – og man konstaterede åbenbart også dens køn: det er han.

Siden er halsringen blevet aflæst mange gange, og det viser sig den i sine første to år har pendlet mellem Litauen og Lolland-Falster:
Efter fire aflæsninger i Litauen i efteråret 2011 (med den sidste 30. oktober) dukkede den 29. februar 2012 op ved Marrebæk på Falster, hvor ringen også blev aflæst 1. marts. Fra 13. marts var den tilbage i Litauen, hvor den blev set yderligere ti gange frem til 18. maj. Og 28. maj var den sammen med en flok “trækkende” sangsvaner i Virolahti i det sydøstligste hjørne af Finland.
Hvor de var på vej hen og hvor 3H59 opholdt sig hele sommeren og efteråret i 2012, melder historien ikke noget om. Men 21. 12. 2012 dukker den igen op i Danmark, denne gang på Lolland hvor den er meldt i alt 11 gange i løbet af vinteren og foråret, sidste gang 18. marts 2013. – Og 14. april er den tilbage i Litauen.

Rastende Sangsvaner på en mørk vinterdag ved Højegårdsvej - foto Hans Fæster

Rastende Sangsvaner på en mørk vinterdag ved Højegårdsvej – foto Hans Fæster

Hele sommeren og efteråret 2013 er der igen ingen meldinger. Men jeg gætter på at den havde været i Litauen – og været “hjemme” – siden april, (og måske også var der de sidste syv måneder af 2012). For 19. december 2013 og 16. januar 2014 er den meldt præcis samme sted i Litauen som i april.

Fem dage senere viser det sig at 3H59 at har forladt Litauen og brudt mønsteret fra sine to første vintre ved ikke at flyve helt til Lolland-Falster, men at den lige nu pendler – mellem Sorthat og Udkæret:
21. januar blev den set af Carsten Andersen i Udkæret, 22. januar af mig ved Højegårdsvej i Sorthat, og igen af mig den 23. januar i Udkæret.
Det ændrede mønster kan hænge sammen med at det i år først blev rigtig vinter efter nytår. Og 3H59’s historie kan vel bidrage til en forklaring på hvorfor så mange af dens artsfæller har slået sig ned her på øen denne vinter.

Se i øvrigt Carsten Andersens historie om en halsringmærket pibesvane mellem 31 andre i Udkæret den 14. april 2013: http://www.dof-bornholm.dk/observationer/en-mellemlanding-ved-udkaeret/

Hans Fæster

Vild Hr. Munk i badet - foto Mogens T. Kofod

Vild Hr. Munk i badet – foto Mogens T. Kofod

Efter morgenens regn, kunne jeg sidde ude og spise min frokost få meter fra mit fuglebad. Foruden hvad der ellers var af Fluesnappere og andre fugle, var der 11 badegæster i det fuglebad salig Elmer lavede til mig i en af familiens gravsten. Fem gærdesangere, fire sortmejser, en gransanger og en løvsanger.

Tre Munke, hvor Hr Munk var meget voldsom. Husrødstjert, Rødstjert, Blåmejse, og Musvit. Vigtigheden af fuglebade kan slet ikke undervurderes.

Her er en stribe billeder jeg tog mellem mine fem halve.

Svaneke Nordskov 13 september 2013-09-14

Mogens T. Kofod

Det er som altid en begrundet bekymring ved brug af afspillet fuglesang i naturen. Men den seneste års stigende brug af smartphones og dertil stigende antal apps med fuglestemmer øger potentielt set problemet. Dorset Wildlife Trust, en organisation for naturbevaring i det sydvestlige England, udtrykker bekymring om den udbredte og stigende brug af smartphone apps med fuglestemmer til at fremspille eller provokere vilde fugle til at synge.
Eksperterne i foreningen fremhæver at man kan aflede eller forstyrre vigtige adfærdsmønstre hos fuglene som f.eks. fodring, opretholdelse af territorium eller pardannelse.
Man kan læse mere om organisationens udtalelser her: Birdsong phone apps ‘harmful’ to birds, say Dorset experts

« Ældre indlæg