DOF-Bornholm havde i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen indbudt til gratis bådtur langs klippekysten ud for Hammershus og Slotslyngen.
180 deltagere mødte op i løbet af den smukke, næsten vindstille aften. Det betød samlet set fjorten ture frem og tilbage for de tre guider Hanne Tøttrup, Mogens T. Kofod og Carsten Andersen. Bådene var godt fyldt; men da deltagerne ankom over et stykke tid, var der det de færreste, som kom til at vente mere end en halv time på en tur. De blev modtaget i Hammerhavnen af SNS, som havde bekostet lejen af de tre både, der pendulerede frem og tilbage fra kl. 17 til godt 21.
Der var rig lejlighed til at studere fuglefjeldets beboere – ikke mindst i form af alkene, som viste sig fra deres bedste side først på aftenen. Et par splitterner rastede på et skær nær havnen, og ellers bød turene på bl.a. ederfugle, toppede skalleslugere, storm- og sølvmåger. Sidst på aftenen dukkede endvidere en baltisk sildemåge op på tæt hold og begejstrede de tre guider, som dermed kunne præsentere denne sjældne måge. De baltiske sildemåger er ret beset langt mere truede end vandrefalkene.
Turens hovedtema var dog utvivlsomt netop vandrefalkene. De to unger havde forladt redehylden og som noget nyt bevæget sig lidt sydpå, hvor de rastede i de udgåede træer nær Pissebækken. Alle deltagerne fik set falkene. Ikke mindst fordi Torben Kure og Steen E. Jensen hele tiden lå i en jolle ud for området og dermed kunne fortælle hvor fuglene opholdt sig. Det krævede dog en kikkert for at få ordentligt udbytte af iagttagelsen. De fleste havde dog selv medbragt en sådan, og ellers blev foreningens kikkerter flittigt brugt.
At vi kun én gang så vandrefalke på vingerne, kan næppe overraske, da fuglene langt det meste af dagen blot raster i træerne. Vandrefalkenes situation i Danmark blev beskrevet, og de fleste deltagere syntes, det var tankevækkende, at hver af de to unger udgør 10% af årets danske yngel. Ungerne er jo i øvrigt det tredje bornholmske kuld i nyere tid (også i 2006 og 2008 blev der opfostret vandrefalke her).
Der var stor tilfredshed blandt gæsterne, som bestod af såvel lokale naturinteresserede, egentlige ornitologer samt enkelte turister. Ud over fuglene var oplevelsen af stejlkysten i det smukke aftenlys selvfølgelig imponerende, og der var ingen søsyge deltagere på den blidt vuggende Østersø. Vi håber på en gentagelse af såvel vandrefalkenes ynglesucces som arrangementet til næste år!
Carsten Andersen