Fuglerejsen til Rømø og Mandø

Kobbersnepper - foto Mogens Kofod

Kobbersnepper - foto Mogens Kofod (klik på billedet for at se flere)

Så oprandt endelig palmesøndag. For da startede den store 4-dages tur til det jyske. Alle 20 tilmeldte mødte op ved Villum, og så gik det bare der-ud-af. Pludselig var vi i Jels sydvest for Vamdrup, hvor togrejsen sluttede.

Davids øjne lyste. Der stod en gammel 27-personers dieselbus, som David påstod at have kørekort til. Efter hans kørsel at dømme, var det nok rigtigt. Han gjorde det rigtig godt.

Nå, ankommet til det 2-stjernede vandrerhjem på det sydlige Rømø, fandt vi os hurtigt til rette. Ud at gå nogle kilometer for at mærke pulsen i området. Tja, det var godt nok koldt, men dog sol og en del småfugle i plantagen omkring vandrerhjemmet, løvsanger, grøn- og gråsisken, dompap, lille korsnæb og en del kragefugle. Så kl. 19:00 dagens højdepunkt, nemlig Coq au Vin. Det smagte pragtfuldt. Helle, der bestyrer vandrerhjemmet er mesterkok. Det vender jeg tilbage til. Aftenhygge i samlingsstuen, hvor min medleder Kurt Bredal Christensen mødte op og satte os ind i morgendagens fugleprogram. Ro kl. 24:00 tror jeg nok.

Rørspurv - foto Mogens Kofod

Rørspurv - foto Mogens Kofod (klik på billedet for at se flere)

Mandag til Ballum Enge, hvor der var mange tusinde bramgæs. Måske 40.000. Men ingen rødhalset gås, som lovet af Kurts kone Susanne. Masser af storspover, strandskader, gravænder osv. En sivsanger sang lidt for os. Årets første. Nå, ja, vi startede da med et se flere blåhalse i rørskoven ved diget. Den sydlige med hvid brystplet forstås. Uhyre sjælden for 15 år siden, men nu i hundredevis i hele sønderjylland. Vi kørte en lang tur ved diget mod nord ved Råhede og hvad det nu alt sammen hedder. Kurt bor i området, så han viste os en del fugle og fortalte egnshistorie m.v. Interessant. Så kom der en kongeørn flyvende os i møde langt væk fra, nej, det var da vist en slangeørn, musvåge, rørhøg, dværgørn. Vi hidsede vist hinanden op. Efter ca. 40 minutter kørte Susanne helt hen til fuglen i sin personbil. En ganske almindelig musvåge – nå, ja, selv hardcore ornitologer kan tage fejl. Herligt!

En gummistøvletur til området ved Havneby (Rømø), hvor vi så og fik fortalt en masse interessante ting om Vadehavet af Kurt. Omkring 10 turde spise østers direkte på stedet. Derefter spiste vi madpakken på den vestlige del af øen. Vadefugle m.v. Så årets oplevelse med ca. 75.000 islandske ryler i een stor flok, der gav os sort sol. Derefter på Ballum Slusekro til aftensmad. Ikke noget at skrive om. Aftenlyttetur med rørdrum og vandrikse m.v. En herlig dag med oplæsning, sang m.v. i samlingsstuen afsluttede på hyggeligste vis dag 2. Vi sagde farvel til vores dygtige guide Kurt.

Et af de mange får på Mandø - foto Mogens Kofod

Et af de mange får på Mandø - foto Mogens Kofod (klik på billedet for at se flere)

Dag 3 var i Mandøs tegn. Interessant tur ad en udmærket grusvej i bussen. Vadefugle hist og her. Hvid stork, havørn, vist nok vandrefalk og senere ringdrossel. Vi gik det halve Mandø rundt. Nu i næsten sommervejr med 20 graders varme. Stenvender, ryler, klyder osv. Vi måtte vente på lavvande, hvorfor vi først kunne køre fra øen kl. 18:30. Så kl. blev 19:30, før vi kunne indtage en menu, der var et 5-stjernet Hilton hotel værdigt. Først sønderjysk solæg, der kunne frembringe tårer, så lammekølle med diverse tilbehør. Kaffe og kage. Alt smagte fantastisk. En herlig dag, som Ole sikkert senere vil beskrive i Gaddisijn.

Pludselig var det onsdag. Hjemtursdag. Pakke, rydde op, farvel til vandrerhjemmet, “Davids bus” kørte lige en tur til den nordøstlige del af Rømø. Her var knortegæs, sæler, får m.v. Videre tilbage ad den 10 km lange Rømødæmning. Til Lindet skov vest for Rømø. Trane, rød glente, spætmejse m.v. Til Vamdrup, hvor vi måtte slippe bussen for at køre til Ystad med tog. Kl. 20:10 igen på Bornholm. Ude er godt, hjemme bedst. Jeg fik ros for turen. Tak for det.

Eilif