Vadefuglene har allerede indledt deres træk sydpå. Mange fine oplevelser venter os derfor de næste par måneder i den bornholmske natur. I hvert fald 25 forskellige arter vil gæste egnede lokaliteter i den kommende tid. Heldigvis er der flere muligheder for at opleve medlemmerne af den spændende vadefuglefamilie her på øen. Klassikerne er selvfølgelig Nexø Sydstrand og Salthammer Odde ved Snogebæk. Men også Dueodde, Raghammer, Sorthat Odde, Udkæret og Ølene vil huse rastende vadefugle i større tal.
Endnu er antallet vadefugle ikke så stort som i de hektiske dage i august.
Til gengæld er der i øjeblikket mulighed for at opleve gamle fugle i deres yngledragt. Se blot billederne af brushane og sortklire. Grunden til at vi allerede nu kan opleve returtækket, er at de fleste arter opholder sig ganske kort tid på ynglepladserne nordpå. For nogle arter kun en måneds tid.
Lige så snart æggene er klækkede, indleder hunnerne deres træk sydpå. Hannerne følger kort efter, når ungerne er blevet selvstændige. På denne måde konkurrerer de ikke om føden med deres eget afkom – og samtidig kommer de til Bornholm, mens udbuddet af fødeemner topper her.
På ynglelokaliteterne mod nord er der nemlig meget lidt at æde for de voksne vadefugle. For ungfuglene er myriaderne af småinsekter derimod ideelle. Det er således de såkaldte første-kalenderår-fugle (i daglig tale 1K), som afslutter trækket i september. Selve trækket foregår i øvrigt om natten i ofte meget stor højde.

To fine dugfriske krumnæbbede ryler fra Salthammer - søndag eftermiddag - foto Carsten Andersen (klik for flere billeder)
Hermed en opfordring til at komme ud i sommeren og kigge efter nogle af vores fugleverdens mest karakteristiske arter. Husk også at få observationerne tastet ind i DOFbasen. Man kommer heldigvis sjældent tomhændet hjem, i en tid hvor sangfuglekoret ellers er blevet tavst, og hvor de øvrige trækfugle endnu lader vente på sig.