Bonustur til Skåne

Vandstær. Klik på foto og se flere flotte fotos fra turen. Foto Johanna M. Hartmann

Vandstær. Klik på foto og se flere flotte fotos fra turen. Foto Johanna M. Hartmann

Efter forårets tur til Øland blev regnskabet gjort op, og det viste, at der var et overskud, der gav mulighed for en ekstra tur. Derfor drog 22 ornitologer af sted den 5. december til Sydsverige, ”Skåne classic” som Per kaldte den.

Vi havde ikke forladt Ystad før vi så de første røde glenter. Det var dejligt at være i ”glente-land” og vi fik set over 50 inden vi rejste hjem. På vejen så vi en vandrefalk, og da vi nåede Ellestadsjøn standsede vi for at se nærmere på en ørnerede. Lige over reden sad en havørn, og vi have lige fanget den i kikkerten, da den lettede og fløj langsomt hen over trætoppene langs søen med store kraftfulde vingeslag. Det var en gammel fugl med lysebrun fjerdragt og en helt hvid hale, det var et utrolig flot syn.

Næste sø var Snogeholm. Her var fiskehejrer masser af stor skallesluger, og her så vi de første spætmejser. Formiddagskaffen tog vi ved Søvde Sjø i selskab med ænder og overflyvende sangsvaner. Inden vi kørte hørte vi også sortspætten.

På vejen kom vi forbi en mark med en gåseflok med grågæs, blisgæs, bramgæs og enkelte tundrasædgæs, og ved en nærliggende å, gik vi på opdagelse efter vandstæren. Vi så efter sten, der var hvide af vandstære-lort, men det var der ikke, så vi var ved at miste modet. Pludselig sad den der på en lille mosbelagt sten. Den vendte og drejede sig så vi fik den at se fra alle vinkler – yderst pædagogisk. I træerne langs åen løb en spætmejse op og ned lige for næsen af os. Den havde fat i barken med de yderste af neglene og stod vinkelret ud fra stammen mens den mæskede sig i fede larver.

I fugletårnet ved Krankesjøn spiste vi frokost mens vi så på et par tusinde blishøns samt pibeænder, hvinænder og krikænder. I rørskoven kunne vi høre skægmejser og i træerne rundt om tårnet, holdt en flok halemejser opvisning.

Der var set steppeørn i området omkring Skabersjø, og den ville vi jo gerne se. Efter nogen tids søgen fandt vi så – en flok danske ornitologer. De viste sig at være ledet af vores gamle ven Klaus Malling og det var jo hyggeligt. Han kunne vise os et par havørne, og så kunne han i øvrigt fortælle, at de havde set 7 havørne – samt steppeørnen !

Vi kørte videre til endnu et par søer, men det var i mellemtiden blevet mørkt, så vi satte kursen mod Ystad. Tak for en dag med godt vejr og mange gode fugleoplevelser.

referent

Christian